Europæisk banktilsyn kan være ulovligt

Et notat fra EU-kommissionens vigtigste juridiske rådgiver, som Financial Times har fået adgang til, stiller spørgsmål ved, hvorvidt et nyt europæisk banktilsyn vil have lovmæssig hjemmel i EU-traktaten, da planen vil gå ud over sit juridiske mandat.
AF RITZAU FINANS

Det skriver Financial Times.

Notatet konkluderer, at uden at ændre EU-traktanen vil det være umuligt at give et eventuelt banktilsyns bestyrelse indenfor ECB nogen formel ret til at træffe beslutninger, som man har gjort i udkastet fra EU-kommissionen. Endvidere vil der være juridiske problemer forbundet med at diktere, hvordan implementering af reglerne i de enkelte medlemslande skal foregå.

Samtidig vil lande uden for euro-samarbejdet, som vil have indflydelse på tilsynet, ikke juridisk være i stand til at stemme om nogen af Den Europæiske Centralbanks beslutninger, hvilket har været et krav fra blandt andet Danmark og Sverige, og det vil gøre det sværere at få landene uden for samarbejdet med på ECBs plan om obligationsopkøb.

"Når de ikke kan få indflydelse, er der mindre sandsynlighed for, at landene uden for samarbejdet vil tilslutte sig," siger en embedsmand til Financial Times.

Der er til gengæld en enkelt mulig udvej ifølge notatet. Det vil være muligt at etablere en bestyrelse, der kan forberede udkast til tilsynet, men den endelige beslutning ligger hos ECB, og på den måde ville lande uden for samarbejdet kunne deltage i udformningen af udkastet.

EU-politikernes modtagelse af ideen har dog været kølig, da flere politikere mener, at en komité, der ikke kan træffe endelige beslutninger, ikke vil være noget reelt politisk løsningsforslag. Bolden ligger i øjeblikket hos ECB, der ifølge Michael Barnier, som er ansvarlig for bankunions-forslaget, er den eneste, der kan levere løsningen på spørgsmålene.

Udover de juridiske spørgsmål forbundet med bankunionen er der også en lang række praktiske spørgsmål forbundet med oprettelsen, mener Alexandria Carr, der
tidligere har været juridisk rådgiver i Storbritannien.

"Vil ECB have evner og kapacitet til at tage de ultimative tilsynsmæssige afgørelser over komplekse, globale institutioner og indføre mindst 17 forskellige stykker national lovgivning i medlemslandene," spørger hun ifølge Financial Times.



/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også