Corydon stadig lun på OPP
Pensiondanmark har netop indgået en aftale om at købe tre amerikanske vindmølleparker. Pensionskassen har yderligere 12 mia. kr. i pengetanken, som gerne skulle investeres i infrastruktur over de næste fem år.
”Det er vores første direkte investering i amerikanske vindmølleparker og vores første partnerskab med E.ON, der er et af verdens største energiselskaber. Investeringerne i vindmølleparkerne i Danmark og nu også USA sikrer et stabilt og sikkert afkast på niveau med aktier i mange år frem, så vores mål er at fortsætte med et højt tempo i denne type investeringer,” siger adm. direktør i Pensiondanmark Torben Möger Pedersen i en pressemeddelelse.
De 12 mia. kr. risikerer at blive sat i udenlandske projekter, hvis der ikke kommer glid i de danske OPP-samarbejder, som branchen længe har efterspurgt. I dagens udgave af dagbladet Børsen melder også ATP og Sampension sig klar til at indgå i OPP i udlandet.
OPP-samarbejder var på forhandlingsbordet som en del af trepartsforhandlingerne, der som bekendt faldt til jorden. Finansminister Bjarne Corydon siger til Børsen, at samarbejderne ikke er opgivet.
"Regeringen er åben overfor og ser løbende på mulighederne for i højere grad at gennemføre de offentlige investeringer som OPP. Det gør vi, fordi vi mener, at gennemtænkte OPP-projekter kan give det offentlige mere for pengene. Og vi lader os gerne inspirere af de erfaringer som bl.a. pensionsselskaberne har opnået gennem deres deltagelse i udenlandske OPP-projekter," siger Bjarne Corydon til Børsen.
Dog understreger han, at også OPP-samarbejder udløser en regning, der skal betales. Derfor bliver der formentlig ikke tale om utrolige beløb i en tid, hvor der bliver holdt igen på de offentlige budgetter.
Pensionsformand til kritikere: Så lad være
Nordea Liv advarer kraftigt mod OPP-investeringer