Internationalt: RBS fyrer medarbejder for rentesnyd

Royal Bank of Scotland skulle angiveligt have fyret en medarbejder for at have forsøgt at manipulere med en referencerente i Singapore, og Sampo vil gerne købe flere aktier i Nordea. Her er det internationale overblik.
AF METTE MANDRUP

RBS fyrer medarbejder for rentemanipulation

Royal Bank of Scotland har angiveligt fyret en medarbejder, som har forsøgt at manipulere Singapore dollar swap-renten, siger unavngivne kilder til Bloomberg News. Det giver en indikation på, at bankerne ikke blot har forsøgt at manipulere med Liborrenten, men at problemet også findes i andre dele af verden.

 

Sampo vil købe Nordea-aktier

Den finske finanskoncern Sampo er interesseret i at købe en del af den svenske stats aktier i Nordea, fortæller administrerende direktør Björn Wahlroos ifølge Dagens Industri. Sampo ejer i forvejen 21,3 procent af aktierne i den skandinaviske storbank, og staten ejer i øjeblikket 13,5 procent af aktierne.

 

Frygt for gældskollaps i Storbritannien

En række investeringsfonde planlægger at udnytte, at flere virksomheder i øjeblikket kan købes billigt i Storbritannien, og en del af strategien vil være at øge virksomhedernes gældsbyrde i forbindelse med opkøbet. The Daily Telegraph skriver, at det har skabt frygt for, at mange af virksomhederne ikke vil kunne overleve, når renterne begynder at stige fra deres historisk lave niveauer.

 

Morgan Stanley: Der er for høje lønninger på Wall Street

Wall Street har for mange ansatte, og de får en alt for høj løn i forhold til de udfordringer, investeringsbankerne står over for. Det mener James Gorman, der er administrerende direktør i Morgan Stanley, skriver The Daily Telegraph. Gorman lover, at Morgan Stanley i løbet af næste år vil undersøge muligheden for en ny fyringsrunde.

 

Investorer flygter fra aktiemarkederne på trods af stigninger

Efter omtrent fire års finansiel krise er aktiemarkederne tilbage på rekordhøje niveauer, men der er masser af investorer, som har droppet at investere i aktier. Investorerne har – siden markedet nåede et bundniveau i marts 2009 – trukket 138 milliarder dollar ud af investeringsfonde og Exchange Traded Funds, som investerer i amerikanske aktier. Omvendt har investorerne postet 1 billion dollar i obligationsfonde, skriver Wall Street Journal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også