Handelsinvest får påtale for fejl i halvårsrapport

Investeringsforeningen Handelsinvest har givet fejlagtige kursoplysninger om en del af selskabets værdipapirer, og får derfor en påtale fra Finanstilsynet.

Da Handelsinvest ved halvåret 2011 skulle opgøre værdien af en del af foreningens værdipapirer brugte man ikke de reelle børskurser, men derimod et skøn fra en ekstern markedsdeltager. Det er forkert, mener Finanstilsynet og giver derfor investeringsforeningen en påtale for at beregne:

"...dagsværdien af de pågældende værdipapirer ved anvendelse af indhentede priser fra eksterne markedsdeltagere i stedet for ved anvendelse af børskurserne. Mens dagsværdier beregnet ved brug af børskurser kan dokumenteres ved hjælp af kurslister, har foreningen ikke kunnet dokumentere den anvendte prisfastsættelsesmetode for de priser, som er indhentet fra en ekstern markedsdeltager, hvilket er et krav," skriver tilsynet i rapporten.

Handelsinvest forsvarer sig med at der er så ringe likviditet i de pågældende værdipapirer at børskurserne ville være direkte misvisende, og at man derfor har hentet en prisvurdering hos en uafhængig markedsdeltager.

Skal have egne modeller

Men en enkelt indhentet mening er ikke nok, fastslår Finanstilsynet. Hvis der ikke er nok handel i et marked til, at priserne er retvisende, så skal der bruges en værdiansættelsesteknik, som kan estimere hvilken pris, to uafhængige parter i givet fald ville forhandle sig frem til.

"Investeringsforeningen havde ikke sin egen værdiansættelsesmodel i dette tilfælde og havde derfor anvendt priser fastsat af eksterne markedsdeltagere. Foreningen var ikke i stand til at forklare eller dokumentere den værdiansættelsesteknik, der havde været anvendt til fastsættelse af værdien af de pågældende papirer," skriver tilsynet.

Fordi Handelsinvest rettede hurtigt ind er der alene tale om en påtale fra Finanstilsynets side.

Tilsynet fandt også flere fejl om oplysninger om brugen af finansielle instrumenter i Handelsinvest, ligesom der var sket overtrædelser i forbindelse med ledelsesberetningen. Disse fravigelser fra reglerne blev dog ikke vurderet som alvorlige, hvorfor der ikke blev givet yderligere påbud.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også