177 finansfolk mister dagpenge

Ved årskiftet mister små 200 medlemmer af Finansforbundet deres ret til dagpenge. En forfærdelig situation, lyder det fra forbundet.

Finansforbundet har i alt 1410 ledighedsberørte medlemmer, skriver Nyhedsbrevet Finans om situationen.

”Det er en forfærdelig situation, specielt set i lyset af den situation, der er på arbejdsmarkedet pt. Reglerne for kontanthjælp er så skrappe, at en del af dem ikke vil være berettigede til det, så for mange vil det få store økonomiske konsekvenser," siger Finansforbundets formand Kent Petersen til nyhedsbrevet.

Han påpeger dog, at forbundet ikke ser en forlængelse af dagpengene som den mest oplagte løsning på udfordringen.

”Jeg er principielt ikke imod en forlængelse, der jo vil hjælpe den enkeltes økonomiske situation lige nu og her, men det vigtigste er og må altid være, at de kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Er det ikke muligt, må bedre muligheder for uddannelse og opkvalificering være det væsentligste," siger Petersen til Finans.

Samtidig med at flere ledige nærmer sig udløbet af dagpengene er antallet af elever i landets pengeinstitutter faldet voldsomt, skriver Nyhedsbrevet. I år er der indtil videre kun ansat 51 elever mod 557 elever i 2007.

"En af forklaringerne på det faldende elevoptag kan være krisen, der siden 2008 har reduceret antallet af arbejdspladser med over 5.000. En anden forklaring er, at mange – især større – pengeinstitutter nu foretrækker at tage finansøkonomer ind," skriver Nyhedsbrevet og fortsætter:

"Antallet af finansøkonomstuderende er steget år for år, siden uddannelsen blev etableret i 2004, og i år begynder 1.341 unge på uddannelsen på handelsskoler, der udover elevjob i banker kvalificerer til job inden for forsikring, revision, ejendomsadministration mv."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også