EU foreslår fængsel for rentefusk

EU vil slå hårdt ned på manipulation af Libor- og andre vigtige rentesatser.
AF ALEXANDER BITSCH , epn.dk

Mens myndighederne i flere lande er ved at undersøge skandalen om fastsættelsen af den britiske interbank-rente, Libor-renten, har EU-Kommissionen i dag foreslået, at manipulation med vigtige rentesatser fremover skal kunne straffes med fængsel ligesom det i dag er tilfældet med insiderhandel.

Skandalen i Storbritannien, hvor Barclays har indrømmet, at den har manipuleret med Libor-renten, har skadet tiltroen til sektoren, og den har potentielt skadet låntagere, investorer og givet et forvrænget billede af økonomien.

Skal give troen til renten tilbage

Forslagt om, at manipulation med renteniveauet skal kunne straffes med fængselsstraf, skal ifølge EU-Kommissionen rette op på tiltroen til fastsættelsen af renteniveauet og banksektoren.

"En indgriben fra EU er nødvendig for at sætte en stopper for kriminel aktivitet i banksektoren, og at føje manipulation til strafferetten kan tjene som en meget afskrækkende faktor," siger Viviane Reding, der er EU-Kommissær for retlige anliggende.

Storbanker undersøges

Nogle af verdens største banker såsom HSBC, Deutsche Bank, Societe Generale SA og Credit Agricole bliver i øjeblikket undersøgt af myndighederne for at have medvirket til manipulation af Libor-renten.

Skandalen begyndte, da den britiske storbank Barclays i sidste måned indrømmede, at banken havde manipuleret med den vigtige Libor-rente, der påvirker finansmarkeder verden over. Banken havde samarbejdet med det engelske finanstilsyn (FSA) i efterforskningen, og slap derfor med en bøde på 290 mio. pund (ca. 2,7 mia. kr.).

Barclays daværende direktør Bob Diamond, der er blevet døbt Røver Bob af de engelske medier, fortalte dengang, at Barclays ikke var den eneste, der havde fusket med renten. FSA bekræftede senere over for epn.dk, at man havde kig på op mod 20 andre banker i sagen om Libor-renten.

Samarbejdede om snyd

Både det amerikanske og det engelske finanstilsyn deltog i efterforskningen af Barclays. De amerikanske myndigheder udtalte i forbindelse med offentliggørelsen af sagen, at en medarbejder fra Barclays skulle have forsøgt at samarbejde med mindst fire andre banker om rentemanipulationen.

"Undersøgelserne af manipulation med Libor-renten har endnu en gang afsløret skandaløs opførsel i bankerne. Jeg har derfor vil villet være helt sikker på, at vores lovforslag vil forbyde sådanne uhyrligheder helt. Derfor har jeg diskuteret sagen med EU-Parlamentet for at sikre, at manipulation vil kunne straffes i alle lande," siger Michel Barnier, der er EU-Kommissær for Det Indre Marked.

Både Barclays og Deutsche Bank er med til at fastsætte den danske tilsvarende rente, blandt andet derfor har Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn (SF) nu igangsat en undersøgelse om Cibor-renten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også