Internationalt: Cypern beder om hjælp fra EU

Cypern bliver det femte land i rækken, som beder om støtte fra EU, og de amerikanske banker er i gang med at forberede deres egne testamenter. Her er det internationale overblik.
Af Mette Mandrup

Cypern beder om hjælp fra EU

Cypern bad, ligesom Spanien, EU om økonomisk hjælp mandag, fordi det ikke er lykkedes landet at indgå en aftale med Rusland om et lån på 2,5 mia. euro. Cypern har ikke angivet, hvor stort et lån det har brug for, men ifølge CNN kan det være omkring 4 mia. euro.

 

Amerikanske banker laver testamenter

Den 1. juli skal de amerikanske banker have en plan klar for, hvordan de kan opløses, hvis de går konkurs, skriver Wall Street Journal. Thomas Hoenig, næstformand for the Federal Deposit Insurance Corp., afviser dog, at planerne også skal bruges til at splitte de store banker op i en finansierings- og en detaildel.

 

Spanske banker nedgraderet af Moody's

Kreditvurderingsbureauet Moody's har igen været ude med kniven, og denne gang er det gået ud over 28 spanske banker, som bliver nedgraderet, efter Spanien har bedt om økonomisk støtte hos EU. Moody's mener ifølge BBC, at det indikerer en svagere kreditprofil hos bankerne end tidligere vurderet.

 

Støttede banker skal være mindre aggressive

De spanske banker, der får statsstøtte, får pålagt regler om, at de skal have en mindre aggressiv forretningsgang end de, der ikke modtager penge fra staten, skriver El Mundo. Regeringen erkender, at den løbende er i forhandlinger med EU-kommissionen om betingelserne for lånene til bankerne.

 

EU offentliggør udkast til lov om derivater

EU har offentliggjort et udkast til en ny og strammere lovgivning for derivater, så unionen kan overholde en global deadline, den 1. december, for at lave markedet for derivater mere gennemskueligt og sikkert, skriver The Independent. Reglerne forventes at ligge klar i endelig form til september.

 

Store amerikanske banker skærer i udlånet

De fire største, amerikanske banker – JP Morgan Chase, Bank of America, Citigroup og Wells Fargo – har i første kvartal mindsket deres udlån med 4,9 procent i forhold til samme periode året før, viser en opgørelse, som Bloomberg News har lavet. Til sammenligning har 17 af de 24 mindste banker i KBW Bank-indekset til sammen øget deres udlån med 9,8 procent.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også