Bank udvider og åbner nye filialer

Det er ikke alle banker, der lukker filialer og fyrer folk.
AF LARS NIELSEN, epn.dk

Bankkunder vil have rådgivning og møde deres rådgiver i øjenhøjde.

Det er baggrunden for, at Lån & Spar siden 2010 har åbnet tre nye filialer og ansat flere folk.

Og det slutter formentlig ikke her. Banken overvejer nemlig at åbne andre steder.

"Vi har haft en god tilstrømning af kunder, så det er helt naturligt for os. Vores kunder har et klart ønske om, at vi er synlige i gadebilledet og personlig kontakt," siger Lån & Spars administrerende direktør John Christiansen til epn.dk.

Fyringer i sektoren

Det ventes, at finanssektoren i de kommende to til tre år vil skille sig af med yderligere 5.000 ansatte. I forvejen er beskæftigelsen nedbragt med 5.500 siden finanskrisen. En stor del af besparelserne ventes at blive fundet i filialerne. Kunderne har ikke så stort behov for at gå i banken længere, lyder argumentet."Det er rigtigt, at vi ikke går i banken for at hæve penge længere. Vores tre nye filialer er da også kontantløse. Men der er klart et behov for at mødes ansigt til ansigt," mener John Christiansen.

Det er ikke mindst, når det drejer sig om rådgivning om tunge temaer som boligfinansiering og pension, at den personlige kontakt er vigtig.

Se hinanden i øjnene

"Man kan sige et og mene noget andet. Derfor er det vigtigt at kunne se hinanden i øjnene, når der skal rådgives om de tungere ting. Det er også vores erfaring, at den personlige kontakt giver mere forretning."

John Christiansen forklarer interessen fra de nye kunder med, at Lån & Spar opfattes som en "solid bank." Banken overvejer i øjeblikket at åbne flere filialer.

Lån & Spars nyeste filialer ligger i Brønshøj, Hellerup og Valby. Med ansættelsen af nye folk er banken oppe på ialt 360 ansatte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også