Dyrere konkurser trækker tungt på fond

Anpartsselskabseksplosion og virksomhedspant sender kriseregningen i vejret hos Lønmodtagernes Garantifond, der har set 12 af fondens 20 dyreste konkurser nogensinde under krisen.

Finanskrisen har drænet langt mere blod hos Lønmodtagernes Garantifond end de veksler, oliekriser, kartoffelkur og IT-boblen trak på fonden. Og det skyldes i høj grad, at bankerne har langt mere omfattende pant i virksomheder end tidligere.

Det fremgår af ATP’s nyhedsbrev Faktum, hvor flere kilder peger på at virksomhedspant – sammen med en eksplosiv vækst i antallet af tomme anpartsselskaber – er blandt synderne, når regningen efter en konkurs i dag er større for fonden end tidligere.

Efter flere år med fald kan LG i dag kun trække 30 kr. i dividende for hver 100 kr., man sender til lønmodtagerne, og 12 af fondens 20 dyreste konkurser ligger i kriseårene fra 2008 og frem.

”Der er langt færre midler i konkursboerne i dag end før. Mange har ikke en krone tilbage, når vi kommer og rejser krav på vegne af lønmodtagerne. Konsekvensen af de tømte konkursboer er, at det fremover bliver dyrere for alle virksomheder, der betaler til LG,” siger fondens kundechef Mogens Højland til nyhedsbrevet og fortsætter:

Politisk spørgsmål

”Der er flere årsager til, at vi ikke får det samme ud af konkursboerne som tidligere. For det første er der langt flere anpartsselskaber, hvilket betyder, at man kan gældsætte virksomheden mere, uden at det går ud over ens egen personlige formue. Derudover spiller det uden tvivl også ind, at der siden 2006 har været muligt at pantsætte det meste af virksomheden til at finansiere virksomhedens aktiviteter. Det betyder, at banken kan tømme konkursboet foran lønmodtagerne."

Han får opbakning fra professor, dr.jur., på Københavns Universitet, Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen.

”Der er ingen tvivl om, at indførslen af virksomhedspant vil betyde, at flere konkursboer vil stå tomme i fremtiden,” siger professoren, der overfor nyhedsbrevet anslår, at der er virksomhedspant i ca. en tredjedel af alle mindre virksomheder i Danmark - og sender bolden til politikerne.

"Spørgsmålet er derfor, om en del af LG´s udgifter i højere grad burde dækkes af virksomhedspanthaverne eller staten i stedet for af virksomhederne, men det er jo et politisk spørgsmål."

 

Kilde til tal: Lønmodtagernes Garantifond. Tallene er i løbende priser og er brutto, og altså ikke fratrukket hvad efterfølgende er kommet ind i dividende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også