Internationalt: Christian Clausen spår international bankrevolution

Nordeas topchef advarer mod for stramme bankregler, mens UniCredit viste et underskud på 9,2 milliarder euro i 2011. Her er det internationale overblik.
AF METTE MANDRUP

Christian Clausen spår international bankrevolution

De mange nye krav til bankerne skaber den største revolution i finanssektoren nogensinde, mener Nordeas topchef Christian Clausen, ifølge Dagens Næringsliv. Hvis indført rigtigt kan reglerne hjælpe til at få Europa ud af krisen, men er de for strenge, kan de være med til at gøre ondt værre, mener han.

 

Abu Dhabi overvejer kapitalindsprøjtning på 10 milliarder pund i RBS

En offentlig investeringsfond, der i øjeblikket forhandler med den britiske stat om at overtage en del af Royal Bank of Scotland, overvejer at putte 10 milliarder pund ind i banken, skriver Financial Times. Hvis en aftale kommer i stand, kan den bane vejen for, at den britiske stat ikke længere skal have en ejerandel i banken.

 

UniCredit fik kæmpetab i 2011

Italiens største bank, UniCredit, kom ud af 2011 med et underskud på over 9 milliarder euro, hvilket primært skyldtes store nedskrivninger på udlån, skriver Le Monde. Bankens fjerde kvartal var dog bedre end ventet, fremgik det af regnskabet.

 

EU-politikere vil begrænse bankansattes lønninger

Flere EU-politikere håber stadig at få en begrænsning på bankansattes lønninger skrevet ind i Basel III-reglerne. Blandt andet mener østriske Othmar Karas, der leder Europa-Parlamentets udvalg for bankreglerne, at reglen skal være, at en bonus højst kan være dobbelt så stor som grundlønnen. Andre politikere kræver dog endnu strammere regler, skriver The Telegraph.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også