Tilsynspåbud til lille, dyr aktievælger

Fundamental Stock Pick har få penge under forvaltning, og det gør den dyr, mener Finanstilsynet, der aner et misforhold mellem afkast og risiko.

Finanstilsynet har været på besøg hos investeringsforeningen Fundamental Invest. Der er kun en enkelt afdeling tilbage af investeringsforeningen, der hedder Stock Pick. Samtidig har afdelingen i en årrække haft relativt få midler under forvaltning, skriver tilsynet.

"Det har resulteret i, at omkostningsniveauet for foreningen har været meget højt i forhold til sammenlignelige investeringsforeninger. Omkostningerne opgjort som de årlige omkostninger i procent (ÅOP) var i 2010 således på 7,02 procent, hvilket er cirka dobbelt så højt som i sammenlignelige foreninger," skriver Finanstilsynet.

De høje omkostninger skal i langt mere udpræget grad beskrives over for kommende investorer.

"Finanstilsynet har endvidere påbudt Investeringsforeningen Fundamental Invest at sikre, at foreningens prospekt beskriver risikoen for, at investorernes afkast på grund af de høje omkostninger ikke svarer til den risiko, de har taget," skriver tilsynet.

Håndteres på betryggende vis

Tilsynet er ikke tilfreds med forholdet mellem risiko og muligt afkast. Det giver grobund for en interessekonflikt.

"Finanstilsynet vurderer endvidere, at der er risiko for en interessekonflikt mellem på den ene side investorernes interesse i afkast på deres formue og på den anden foreningens samarbejdspartneres interesse i den indtægt, foreningen skaber til dem. Derfor har Finanstilsynet påbudt foreningens bestyrelse at håndtere denne interessekonflikt på betryggende vis," skriver tilsynet.

Foreningen får også en påtale for bestyrelsens rolle, som ikke har været tilstrækkelig. Den har ikke påtaget de optager, som loven foreskriver, mener tilsynet. Konkret er der to tilfælde, hvor bestyrelsen burde have ageret anderledes, mener tilsynet, der ikke udspecificerer hændelserne.

"Derudover har Finanstilsynet påbudt bestyrelsesformanden at sikre, at samtlige drøftelser og beslutninger om forhold, der vedrører foreningens ledelse, bliver behandlet på fysiske eller elektroniske bestyrelsesmøder og bliver ført til protokol."

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også