Finansskat kan give staten 12 milliarder

Knap otte milliarder i 2020. Det sparer den danske regering i medlemsbidrag til EU, hvis den omstridte skat på finansielle transaktioner bliver indført.
AF RITZAU FINANS

Samtidig vil den danske stat få yderligere omkring fire milliarder i indtægt for at opkræve skatten. Alt i alt en gevinst på små 12 milliarder i 2020 - ifølge nye tal fra EU- Kommissionen, som Altinget.dk er i besiddelse af.

Kommissionen har mange gange lovet nye udregninger, der i modsætning til de hidtidige også skal indregne provenuet ved en finansskat. De nye analyser er imidlertid blevet udskudt gang på gang.

Med fremlæggelsen af de nye estimater af gevinsten for de enkelte landes statskasser, smider Kommissionen en solid madding ud for EU's økonomisk trængte finansministre.

Radikale bange

Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, forventer, at regeringen vil tage positivt imod de nye tal fra Kommissionen:

"De Radikale har jo en ideologisk begrundet modstand mod en finansskat, men de må vel også bøje sig, når tallene ser sådan ud. Jeg er sikker på, at en finansskat også får en rolle at spille i forbindelse med en skattereform," siger Frank Aaen til Altinget.dk.

Men den radikale skatteordfører, Nadeem Farooq, er langt fra parat til at ændre holdning på baggrund af Kommissionens seneste udspil:

"De her tal er kun den ene side af ligningen. De siger kun noget om, hvad man kan få ud af at indføre en finansskat," siger han og fortsætter:

"Jeg er bange for, at udgifterne til en finansskat vil blive væltet over på virksomheder og pensionskasser, ligesom jeg frygter, at der vil komme et større tab af job. Vi mangler endnu at se en samlet opgørelse af plusser og minusser.

EU-Kommissionens samlede opgørelse over virkningerne af en finansskat ventes i slutningen af april.

/Ritzau Finans/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også