Tryg i retten for at afsløre intern viden

En dommer skal nu afgøre, om en chef i Tryg talte over sig, da han snakkede med en aktieanalytiker i april 2010.
AF RITZAU FINANS

Bagmandspolitiet vil på torsdag i Retten i Glostrup forsøge at bevise, at chefen, der var chef for investor relations, bevægede sig ind i det røde felt i
forhold til værdipapirloven.

Såvel direktøren som Tryg bør straffes med bøde, lyder kravet.

Retssagen drejer sig om, hvad der blev sagt i telefonen 8. april 2010, da Trygs chef talte med en aktieanalytiker i fondsmæglerselskabet Carnegie Bank A/S.

I anklageskriftet påstås det, at Tryg uberettiget videregav intern viden.

Analytikeren skal nemlig have fået besked om, at selskabet var lige på trapperne med en selskabsmeddelelse om nogle ekstraordinære vinterskader i årets første kvartal.

Samme eftermiddag fik omkring 240 kunder i Carnegie Bank en mail om, at Tryg på grund af betydelig markedsusikkerhed snart ville udsende en meddelelse med mere præcise oplysninger.

Og dagen efter fortalte Trygså omverdenen, at de ekstraordinære udgifter løb op i cirka 700 millioner kroner.

Carnegie Bank har accepteret et bødeforelæg på 100.000 kroner, men Tryg mener ikke at have overtrådt loven, og derfor skal spørgsmålet afgøres i retten.

Her vil analytikeren blive afhørt som vidne om indholdet af sin telefonsnak med Tryg for næsten to år siden. Også den daværende chef for investor relations
skal udspørges.

Det er usikkert, om dommeren i Glostrup afsiger dom straks efter retsmødet.


/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også