Tilsyn på trapperne forlænger østjysk usikkerhed

Et sent regnskab og et besøg fra tilsynets folk kommer nu i vejen i Sparekassen Østjylland, hvor garanterne må vente på at regnskabet kommer, før det overhovedet kan komme på tale at udbetale garantindskud igen.

Sparekassen Østjyllands allerede sene årsregnskabsaflæggelse forsinkes nu af, at sparekassen har valgt at vente på, at Finanstilsynets besøg er overstået.

Et sammenfald af to ting gør nu, at ventetiden for garanterne kan strække sig helt til slutningen af april. For først har sparekassen besluttet at aflægge regnskab ca. en måned senere end det sene februarregnskab, man i foregående år er kommet med.

Og derefter er regnskabsdatoen – oprindeligt sat til den 22. marts – kommet i karambolage med Finanstilsynets inspektionsbesøg i sparekassen. Det finder sted netop i marts, bekræfter sparekassen over for FinansWatch.

Bestyrelsesformand i Sparekassen Østjylland Pernille Dejgaard oplyser til FinansWatch, at man grundet den usikkerhed om tallene i banken, som Finanstilsynets besøg kan skabe, ikke ønsker at komme ud med et regnskab, før man kender resultatet af besøget af Nødgaard og co.

Fuldstændig overensstemmelse

”Finanstilsynet aflægger her i marts måned ordinært besøg i Sparekassen Østjylland. I henhold til Sparekassens vedtægter skal regnskabet blot være godkendt ved udgangen af april. Vi har derfor mulighed for at afvente resultatet af Finanstilsynets vurderinger, før vi aflægger årsregnskab. Derved kan vi sikre os, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem Sparekassens og Finanstilsynets vurderinger,” skriver Pernille Dejgaard i en mail til FinansWatch.

Dermed kan situationen for sparekassens frosne garantkonti tidligst opklares i april. Garanterne har været fastlåst siden januar, hvilket blandt andet har givet sig udslag i situationer som den, beskrevet af TV2 Østjylland, hvor garanter i stedet for at få udbetalt deres indlån er blevet tilbudt lån til højere rente end den, der gives på garantkapitalen.

Men selv den rente, garanterne er blevet stillet i udsigt, er - som tidligere beskrevet af FinansWatch - under pres.

Nye regler betyder nemlig, at renten på lånene fremover ikke kan fastsættes af sparekassens ledelse selv, men i stedet skal vedtages af sparekassens repræsentantskab.

Den forsamling skal skele til sparekassens økonomiske tilstand og resultat for året, inden man beslutter sig for hvilken rente, man kan tilbyde de låste garanter.

Sparekassen meddelte allerede som følge af Finanstilsynets julebrev om priserne på landbrugsjord, at man måtte nedjustere de forventninger til 2011, der ellers havde lydt på et mindre overskud efter to år med voldsomme underskud.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også