Vestager vil ikke vide af bankskat

Regeringen frygter, at EU sender for mange job til udlandet, hvis man indfører en europæisk særskat på handel med værdipapirer, den såkaldte tobinskat.
Af RITZAU FINANS

Sådan siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R). Hun afviser dermed kritik fra EU's skattekommissær Algirdas Semeta om, at Vestager overdriver, at skatten kan koste 440.000 europæere jobbet - heraf 5000 danskere.

"Vi har forholdt os til EU-Kommissionens tal. Der er et spænd mellem et tab i vækst på 0,5 procent og 1,75 procent. Det er ret meget selv i midterscenariet med udsigt til en samlet vækst i EU på 0,5 procent," siger hun.

Tobinskatten drøftes 30. januar på EU-topmødet, og skatten støttes af den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Nicolas Sarkozy.

Derfor er Margrethe Vestager kommet under pres efter kritik fra sine partifæller og Poul Nyrup Rasmussen (S).

"Den egentlige diskussion er, hvordan vi får en sund finansiel sektor. Vi vil ikke genopleve dét, vi så i 2008."

"Da jeg tirsdag ledte EU's møde for finansministre, fik vi styr på handel med derivater (særlige værdipapirer). Det vil virke," siger Margrethe Vestager.

Hun afviser, at hun står helt alene med sin modstand i regeringen. Onsdag gik statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i Europaudvalget også imod en europæisk tobinskat. Hun understregede, at alle 27 EU-lande skal være enige for at indføre den.

"Det er klart for alle, at Helle og jeg er enige om dette," siger Margrethe Vestager

Hun understreger, at Danmark heller ikke står alene i EU med sin skepsis over en europæisk tobinskat. Modstanden findes i Sverige og Storbritannien samt andre EU-lande, understreger hun. 

"Der er dem, der er helt imod og end ikke vil have den på månen," siger Margrethe Vestager.

/Ritzau Finans/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også