Disse banker trak flest nødlån i ECB

Tre italienske banker topper listen over modtagere af centralbankens ultrabillige nødlån.
AF MATTIAS GRØNDAL, epn.dk

I december sprængte Den Europæiske Centralbank (ECB) sine hidtidige rammer for udlån til bankerne i eurozonen.

I et forsøg på at løsne op for en truende europæisk kreditkrise tilbød centralbanken for første gang nogensinde bankerne lån med tre års løbetid til en minimal årlig rente på 1 pct.

Samtidig sænkede ECB sine krav til kvaliteten af de aktiver, som bankerne skulle deponere som sikkerhed for lånene.

Pengesultne banker

Der var intet loft over mængden af 3-årige lån, som bankerne kunne optage hos ECB, så længe der blot blev stillet passende sikkerhed for dem.

Og det var noget, der passede den pressede banksektor. Lån for hele 489 mia. euro (ca. 3.640 mia. kr.) blev langet over centralbankens disk til i alt 523 pengesultne banker i eurozonen.

Hidtil har det været hemmeligholdt, hvilke banker der tog mest for sig af de billige og langfristede ECB-lån. Nu løftes en del af sløret i en rapport fra den amerikanske storbank Morgan Stanley, skriver Financial Times.

Tre italienere i toppen

Rapporten afslører, at tre italienske banker var de største modtagere af ECB's nødlån.

Øverst på listen står den kriseramte storbank, UniCredit, som ifølge Morgan Stanleys oplysninger tog 12,5 mia. euro, skarpt forfulgt af de to andre store italienske banker, Intesa Sanpaolo og Monte dei Paschi di Siena, der tog henholdsvis 12 mia. euro og 10 mia. euro.

UniCredit har været voldsomt i vælten på det seneste. I begyndelsen af januar gennemførte banken en kapitalforhøjelse på 7,5 mia. euro.

Investorernes appetit på de mange nye aktier var dog nærmest ikke-eksisterende, og UniCredits faldt i løbet af en uges tid med omkring 60 pct.

Rygter om nationalisering

Også Monte dei Paschi di Siena har trukket overskrifter på det seneste. Banken nævnedes tidligere på ugen sammen med tyske Commerzbank som de to mest oplagte bud på nært forestående nationaliseringer.

Sammenlagt tegnede italienske banker sig for mere end 50 mia. euro af den samlede mængde af nye 3-årige lån fra ECB, skriver Financial Times.

Også de spanske banker var store modtagere ved ECB's rekord-auktion.

Den britiske storbank, Royal Bank of Scotland, sikrede sig billige lån for 5 mia. euro. Da Storbritannien ikke er en del af eurosamarbejdet, skete det gennem Royal Bank of Scotlands hollandske datterselskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også