EU-Kommissionen forventer stigende vækst og lavere inflation

Faldende inflation og vækst, og samtidig vil tempoet i prisstigningerne aftage. Det er prognosen for EU.
Valdis Dombrovskis er ledende næstformand i EU-Kommissionen, | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Valdis Dombrovskis er ledende næstformand i EU-Kommissionen, | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

EU-landene har været økonomisk hårdt ramt af coronakrisen og den efterfølgende krig i Ukraine med stigende priser på energi og fødevarer.

Men skal man tro EU-Kommissionens økonomiske forårsprognose, så undgår Europa en recession.

EU-Kommissionen forventer tværtimod en lille vækst på 1,0 pct. i år. Den ventes at stige til 1,6 pct. næste år.

Samtidig vil tempoet i prisstigningerne ifølge prognosen aftage.

EU-Kommissionen forventer, at inflationen i EU vil falde fra 6,4 pct. i 2023 til 2,2 pct. i 2025.

Det ændrer ikke på de store prisstigninger, der er sket. Men det betyder, at EU fra næste år vil vende tilbage til et mere normalt tempo i prisstigningerne.

”Europæisk økonomi vil fortsat hænge lidt i bremsen i 2024.”

”Men lavere inflation, generobring af købekraft og lavere renter vil give økonomien lidt mere medvind i løbet af 2024 og 2025,” siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Stabil udvikling

Trods de positive budskaber står EU dog over for store udfordringer med konkurrenceevnen. Det siger ledende næstformand i EU-Kommissionen, Valdis Dombrovskis.

”EU’s økonomi har holdt sig stabil gennem en række store chok, og den er i stadig bedring. Men mangeårige strukturelle udfordringer holder EU’s konkurrenceevne tilbage,” siger Valdis Dombrovskis.

Væksten i EU har i årevis haltet efter USA og Kina. Den erkendelse har for alvor bredt sig i Bruxelles, hvor EU-Kommissionen nu arbejder på at indføre told på kinesiske produkter som elbiler.

Samtidig forsøger man at understøtte den grønne industri og skære ned på bureaukrati. Men det sker, efter år hvor EU har forsømt konkurrenceevnen, har kritikken lydt fra erhvervslivet.

Det har fået EU til at halte bagud i den internationale konkurrence.

Eksempelvis forventer Den Internationale Valutafond, IMF, til sammenligning en vækst på 2,7 pct. i USA i år.

Derfor ventes konkurrenceevnen at blive et omdrejningspunkt for den kommende EU-Kommission.

På et topmøde i næste uge ventes stats- og regeringslederne at fremlægge deres prioriteter for den næste femårige mandatperiode i EU. Her vil konkurrenceevne være højt på listen.

Kan pålægges sanktioner

Forårsprognosen markerer samtidig, at EU-Kommissionen nu vil tage mere fat om EU-landenes gæld og underskud. Det betyder, at EU-lande, der ikke lever op til budgetreglerne, vil kunne pålægges sanktioner.

”Som en del af EU’s nye ramme for økonomisk styring ser vi frem til at modtage nationale finanspolitiske strukturplaner fra medlemsstaterne, der nedbringer gæld og underskud,” siger Valdis Dombrovskis.

Reglerne fastholder de traktatfæstede krav om, at EU-landene maksimalt må have en gæld på 60 procent af bruttonationalproduktet (bnp). Og samtidig ikke må have budgetunderskud på over tre procent af deres bnp.

Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

EU lægger nu op til at håndhæve reglerne, som reelt har været enten suspenderet eller ikke håndhævet i længere tid af EU-Kommissionen.

De nye regler indfører mindre sanktioner end før over for lande, der har for høj gæld. Samtidig skal reglerne gøre det mere fleksibelt for EU-landene at komme i gang med gældsreduktionen.

Målet er at give EU-landene mulighed for at investere i områder, som er prioriteret i EU, selv om de forsøger at bringe gælden ned.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også