Inflationen tiltog i de tunge tyske delstater – men holdt stand i ECB's hjemstat

Inflationstal for delstater i Tyskland går forud for inflationstal for hele landet senere på dagen.
Den Europæiske Centralbank har til huse i Frankfurt i den tyske delstat Hessen. | Foto: Heiko Becker/Reuters/Ritzau Scanpix
Den Europæiske Centralbank har til huse i Frankfurt i den tyske delstat Hessen. | Foto: Heiko Becker/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Det tikker onsdag formiddag ind med forbrugerpristal fra de tyske delstater i maj, hvilket i eftermiddag munder ud i et samlet foreløbigt tysk inflationstal for måneden.

Der er landet tal for blandt andet den mest folkerige tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, hvor inflationen i maj tiltog.

På årsbasis steg forbrugerpriserne her med 2,5 pct. mod 2,3 pct. i april

Det samlede tyske inflationstal kommer klokken 14 og ventes at vise en lille stigning i inflationen til 2,4 pct. i maj fra 2,2 pct. i april.

Ifølge en tidligere opgørelse fra Bloomberg News har udviklingen i forbrugerpriserne i Nordrhein-Westfalen ikke afveget mere end 0,45 procentpoint fra de nationale forbrugerpriser i de seneste mere end 20 år.

Dermed er tallet normalt en god indikator for den samlede udvikling i Europas største økonomi.

Generelt er niveauet for inflationen kommet godt ned mod ECB’s målsætning om omkring 2 pct. de fleste steder i Tyskland, men igen i maj var der udsving i begge retninger i flere af de andre tunge delstater.

Bayern, der rangerer som nummer to på listen over de mest folkerige delstater, havde således tiltagende inflation i årets femte måned, mens Brandenburg oplevede aftagende inflation.

I Bayern, der har Tysklands tredjestørste by, München, som hovedstad, tiltog inflationen til 2,7 pct. fra 2,5 pct. i april. Men i Brandenburg, som omkredser Berlin, aftog inflationen til 2,9 pct. fra 3,0 pct. i april.

Baden-Württemberg, der er Tysklands tredjemest folkerige delstat, og Hessen, der er hjemsted for Frankfurt, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) holder til, oplevede begge en flad udvikling i inflationen.

I Baden-Württemberg vil det sige 2,1 pct., og i Hessen var inflationen igen 1,9 pct. i maj – helt samme niveau som i april.

Investorerne reagerer umiddelbart let positivt på inflationstallene. I hvert fald falder den toneangivende tiårige rente i Tyskland efter opgørelserne med 2 basispoint til 2,61 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også