Udbetalinger til Shah tog fart efter automatisering

Et automatiseret computersystem gjorde, at Sanjay Shah for alvor kunne hive penge op af statskassen.
Sagen mod Sanjay Shah begyndte i Retten i Glostrup 11. marts. | Foto: Liselotte Sabroe
Sagen mod Sanjay Shah begyndte i Retten i Glostrup 11. marts. | Foto: Liselotte Sabroe
AF RITZAU

Anklagemyndigheden blev torsdag formiddag færdig med at udspørge Sanjay Shah i retssagen mod briten, der er tiltalt for at have begået bedrageri med udbytteskat for lidt over ni milliarder kroner.

Med nogle af sine sidste spørgsmål ville anklager Marie Tullin blandt andet høre til perioden op til, at de danske skattemyndigheder i august 2015 opdagede, hvad der var foregået, og satte en stopper for det.

Her strømmede enorme summer ud af statskassen. Shah og hans selskab, Solo Capital, havde nemlig fået automatiseret hele aktiehandelsprocessen, der dannede grundlag for, at de kunne få refunderet udbytteskat.

Shah og Solo Capital handlede ifølge anklagemyndigheden aktier i et lukket, cirkulært system. Shah har erkendt, at der aldrig blev handlet reelle aktier, og at de eneste penge, der var i systemet, var dem, der var blevet udbetalt fra Skat.

Torsdag kom det frem, at der i nogle tilfælde var så meget gang i Shahs handelssystem, at der - på papiret - blev handlet med flere aktier, end der fandtes i virkeligheden.

Det blev ifølge Shah muliggjort på grund af det smuthul i skattelovgivningen, han siger, han har udnyttet, men at han og Solo Capital forsøgte at undgå det.

Anklagemyndigheden sluttede af med at presse Shah på det juridiske grundlag, han siger, han stod på. Briten var ifølge ham selv overbevist om, at han blot havde opdaget et smuthul i skattelovgivningen, og han derfor ikke har gjort noget ulovligt.

Marie Tullin fremviste et dokument, der er blevet beslaglagt fra en harddisk fundet i Sanjay Shahs hjem i Dubai.

Heri fremgår det, at man i Solo Capital var klar over, at det, man havde gang i, potentielt kunne være ulovligt. Men Shah afviser at kende til dokumentet.

”Jeg ved ikke, hvem der har lavet det. Det ligner en korrespondance mellem en af mine medarbejdere og en dansk skatteekspert,” siger Shah, der flere gange i retssagen har understreget, at han ikke var eller er ekspert i skattelovgivning, og at han stolede på de medarbejdere, han havde ansat til at tage sig af den slags.

Afhøringen af Shah ventes afsluttet torsdag eftermiddag, efter at britens forsvarsadvokater har haft mulighed for at stille spørgsmål til deres klient.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også