To ældre kvinder anmelder besøg af falsk bankbud

Midt- og Vestsjællands Politi fik tirsdag flere anmeldelser om bedrageri mod ældre. De to ofre deler fornavn.
Midt- og Vestsjællands Politi har fået to anmeldelser om bedrageri af personer, der har udgivet sig for at være bankmænd. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Midt- og Vestsjællands Politi har fået to anmeldelser om bedrageri af personer, der har udgivet sig for at være bankmænd. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

To ældre kvinder i Holbæk, som har samme fornavn, har begge anmeldt at være udsat for bedrageri over telefonen af falske bankmænd.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

”Det bestyrker mistanken om, at gerningsmændene til de udspekulerede bedragerier bevidst udser sig ofre med navne, der er populære hos de ældre generationer,” lyder det fra politikredsen.

Den første anmeldelse handlede om et formodet bedrageri mod en 82-årig kvinde. Hun blev mandag ringet op af en mand, som udgav sig fra at komme fra banken.

Han fortalte angiveligt kvinden, at der var blevet hævet et beløb fra hendes konto, og at det var nødvendigt, at banken sendte et bud for at hente hendes betalingskort.

Tirsdag eftermiddag fik en 70-årig kvinde et lignende opkald ifølge døgnrapporten.

Men her fik hun at vide, at der var foretaget et køb hos Elgiganten, og at banken derfor både havde spærret kvindens og hendes mands kort.

Banken ville derfor sende et bud for at hente kort og pinkoder, så man kunne forhindre yderligere kriminalitet, skriver politiet.

Det pågældende bud fik ikke kun parrets kort. Han fik ifølge politiet også overtalt parret til at flytte de penge, som de havde på andre konti, over på den konto, som var tilknyttet det pågældende betalingskort.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer til, at man taler med sine ældre familiemedlemmer og andre, som kan blive ofre for bedrageri.

Ifølge politiet bør man tage en snak om, at banker og myndigheder aldrig vil bede om at få udleveret kort og koder.

”Desuden bør man undersøge mulighederne for gennem banken at få en begrænsning på, hvor stort et beløb, der kan hæves på ens konto for at begrænse skaderne, hvis uheldet skulle være ude,” lyder det fra politikredsen.

I den første sag er der ifølge politiet hævet 15.000 kr. fra den 82-årige kvindes konto. I den anden sag er det ikke afklaret, hvor meget de mistænkte gerningsmænd har hævet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også