Nationalbanken ser offline-kortbetalinger fungere som beredskab mod cyberangreb

Nationalbanken vil øge robustheden og styrke beredskabet mod mulige cyberangreb i den finansielle sektor.
Peter E. Storgaard er underdirektør og chef for finansiel stabilitet i Nationalbanken. | Foto: Pr/nationalbanken
Peter E. Storgaard er underdirektør og chef for finansiel stabilitet i Nationalbanken. | Foto: Pr/nationalbanken
AF MARKETWIRE

Cyberangreb kan true den finansielle stabilitet, hvis samfundskritiske funktioner bliver begrænset. Derfor vil Nationalbanken øge robustheden og styrke beredskabet i den finansielle sektor.

”Vi har i en årrække lagt vægt på, at der bliver arbejdet med cybersikkerhed. Vi har også et samarbejde med sektoren med det formål at bidrage til, at sektoren bliver så cyberrobust som overhovedet mulig,” siger Peter E. Storgaard, underdirektør og chef for finansiel stabilitet i Nationalbanken, i forbindelse med præsentationen af den halvårlige rapport om finansiel stabilitet tirsdag.

I en trusselsvurdering tilbage i maj vurderede Center for Cybersikkerhed, at truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet mod Danmark er meget høj.

For Nationalbanken er det derfor vigtigt at se på, hvordan man kan øge robustheden over for cyberangreb.

”Virkeligheden omkring cybertruslen er, at uanset hvor meget man gør, så vil der altid være en risiko tilbage. Men man skal gøre så meget, som man kan, og vores oplevelse er, at der bliver arbejdet seriøst med det her i den finansielle sektor,” siger Peter E. Storgaard.

Offline kortbetalinger som beredskab

I tilfælde af et cyberangreb mod den finansielle sektor vil Nationalbanken have, at offline-kortbetalinger skal fungere som et beredskab.

”Om det er et cyberangreb eller en anden type af nedbrud, så er offline-kortbetalinger et bedre beredskab end for eksempel, at alle skal have kontanter,” siger Peter E. Storgaard.

Med offline-kortbetalinger menes der, at det er muligt at betale med sit fysiske betalingskort og pinkode i en butik uden internet eller strøm.

Tidligere i november offentliggjorde Nationalbanken en analyse af mulighederne ved offline-betaling. Her blev det fremhævet, at betalingsformen kan udgøre et samfundsdækkende betalingsberedskab, og at der er rig mulighed for at gøre det i et land som Danmark, hvor de fleste glædeligt har taget imod digitale betalingsformer.

”Danskernes betalinger er i høj grad afhængige af, at de digitale betalingsløsninger fungerer i forretningerne. I Danmark har langt de fleste betalingskort forudsætningerne til at kunne anvendes, selv hvis det bagvedliggende betalingssystem eller internettet er utilgængeligt,” fremgik det af analysen.

For at få offline-betalingerne til at virke kræver det, at butikkerne og andre relevante aktører tillader offline-betalinger med de mest udbredte kortmærker og -typer.

”Det er muligt at betale i kortterminalerne i butikkerne, selv hvis internettet for eksempel ikke virker. Så vi synes - ud fra et beredskabsmæssigt synspunkt - at det at få kortene til at virke i en sådan situation er en oplagt måde at sikre beredskabet på,” siger Peter E. Storgaard.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også