Vestager må formentlig vente på svar om toppost

Processen med at finde chef for Den Europæiske Investeringsbank skal ikke forceres, siger forhandlingsleder.
Margrethe Vestager har taget orlov fra posten som EU-Kommissær, så længe hun er kandidat til posten som chef for Den Europæiske Investeringsbank. | Foto: Virginia Mayo/AP/Ritzau Scanpix
Margrethe Vestager har taget orlov fra posten som EU-Kommissær, så længe hun er kandidat til posten som chef for Den Europæiske Investeringsbank. | Foto: Virginia Mayo/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Margrethe Vestager og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er rejst til Spanien for at kæmpe for posten som chef for Den Europæiske Investeringsbank.

På forhånd ser det dog ikke ud til, at den endelige beslutning bliver truffet på ministermødet i Spanien, som løber fredag og lørdag.

Belgiens finansminister, Vincent Van Peteghem, siger forud for mødet, han ikke vil forcere processen.

Det er Vincent Van Peteghem, der er formand for styrelsesrådet i Den Europæiske Investeringsbank. Derfor er det ham, der leder konsultationerne med EU-landene om posten.

”Vi skal ikke forcere processen. Vi skal forsøge at finde en konsensuskandidat. Der vurderer jeg ikke, at vi er endnu,” siger Vincent Van Peteghem.

Reelt bliver det afgørende, hvordan Tyskland og Frankrig stiller sig. Samt hvad Italien gør. Det skyldes de særlige stemmeregler i bankens styrelsesråd, som udgøres af ministre fra de 27 EU-lande.

Et kvalificeret flertal i styrelsesrådet kræver både 18 stemmer og 68 procent af den tegnede kapital.

Det vil reelt sige, at Vestager skal have to af de tre store lande med om bord. Det vil formentlig sige Tyskland og Frankrig. Hvis de er med, så kan det betyde, at Italien trækker landets egen kandidat og støtter op om Vestager.

Vincent Van Peteghem lægger dog med sine udtalelser op til, at beslutningen ikke skal stemmes igennem. I stedet ønsker han at tale sig frem til en kandidat, som alle landene bakker op om. På den måde vil de to betingelser for stemmeafgivning automatisk blive opfyldt.

”De to betingelser skal indfris, og på den baggrund mener jeg, at det er nødvendigt at finde frem til en konsensuskandidat. Jeg vil bruge mødet til at konsultere med mine ministerkolleger,” siger Vincent Van Peteghem.

Han understreger, at alle de fem kandidater alle er blevet godkendt. Dermed vurderer man, at de alle er egnede til at kunne lede investeringsbanken. Ud over Margrethe Vestager er Spaniens erfarne økonomiminister, Nadia Calviño, blandt favoritterne til posten.

Afløseren skal være på plads inden udgangen af året. Dermed har Vincent Van Peteghem mulighed for at fortsætte konsultationerne med ministrene i ugerne efter mødet i Spanien. Mødet strækker sig over både fredag og lørdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer