Goldman Sachs ser mindre risiko for recession

De amerikanske forbrugere har en stærk modstandsdygtighed over for stigende prise, vurderer topøkonom. 
Goldman Sachs ser nu 15 pct. risiko for en recession i amerikansk økonomi de kommende år. | Foto: Andrew Kelly
Goldman Sachs ser nu 15 pct. risiko for en recession i amerikansk økonomi de kommende år. | Foto: Andrew Kelly
AF MARKETWIRE

Goldman Sachs har tirsdag igen sænket sin vurdering af sandsynligheden for, at den amerikanske økonomi går i recession i løbet af det kommende år.

Den amerikanske investeringsbank ser nu en sandsynlighed på 15 pct. mod senest 20 pct.

Det skriver Bloomberg News.

Man skal samtidig ikke længere tilbage end til juli, da strategerne i banken indregnede en risiko på 25 pct. for, at USA’s økonomi ville gå i bakgear. Tilbage i foråret var den estimeret til 35 pct.

Baggrunden for den sænkede vurdering tirsdag er, at inflationen er kølet af, selv om arbejdsmarkedet fortsat er modstandsdygtigt, og derfor vurderer Goldman Sachs nu, at Federal Reserve, den amerikanske centralbank, ikke behøver at hæve renten yderligere for at dæmpe prisstigningerne og dermed risikere yderligere bremse på økonomiens vækst.

”For det første vil den reale disponible indkomst accelerere igen i 2024 på grund af fortsat solid jobvækst og stigende realløn,” lyder kommentaren fra bankens cheføkonom, Jan Hatzius.

”For det andet er vi stadig stærkt uenige i tanken om, at en tiltagende bremse fra ”lange og variable forsinkede effekter” fra pengepolitikken vil skubbe økonomien mod recession.”

Cheføkonomen vurderer derimod, at de forsinkede effekter fra Federal Reserves mange renteløft fortsat vil aftage og helt være væk i starten af 2024.

Goldman Sachs, der regner med en gennemsnitlig vækst frem til udgangen af 2024 på 2 pct., er dog mere optimistisk end konsensus, som ifølge Bloomberg News er på 60 pct. sandsynlighed for en recession.

Samtidig mener Jan Hatzius ikke, at Federal Reserve vil hæve sin rente igen på det kommende møde senere i september, og der er samtidig en ”stor forhindring” for en stramning på mødet i november, da de seneste nøgletal har vidnet om øget ledighed i USA, en opbremsning i lønvæksten og lavere kernepriser

”Samlet set er vores tillid til, at Federal Reserve er færdig med at hæve renterne, vokset den seneste måned.”

Til gengæld regner Goldman Sachs i udgangspunktet ikke med aggressive og hurtige rentenedsættelser i USA i 2024, men små og gradvise lempelser af pengepolitikken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også