Federal Reserve hæver renten til højeste niveau siden 2001

Den amerikanske centralbank har nu hævet sin rente 11 gange i denne stramningscyklus.
Foto: Jason Reed
Foto: Jason Reed
AF MARKETWIRE/RITZAU

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har onsdag hævet sin toneangivende rente, fed funds-renten, med 0,25 pct.point til intervallet 5,25-5,50 pct. Dermed er renten oppe på det højeste niveau siden 2001, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sideløbende fastholdes den igangværende reduktion af centralbankens balance med 95 mia. dollar hver måned.

Det fremgår af en meddelelse fra centralbanken efter dens to dages rentemøde tirsdag og onsdag.

Det var helt som ventet, da 107 ud af 111 adspurgte økonomer ifølge Bloomberg News havde forudset en renteforhøjelse på netop 25 basispoint, mens fire dog havde regnet med en uændret rente.

Handelen med rentefutures indikerede kort før rentemeldingen desuden, at markedet havde ventet en forhøjelse med næsten 100 pct. sandsynlighed.

Centralbanken har to hovedmål, maksimal beskæftigelse og prisstabilitet, der udtrykkes med et mål om en kerneinflation på 2,0 pct. om året.

”Til støtte for disse mål besluttede komiteen at hæve målintervallet for federal funds rate til 5,25-5,50 pct. Komiteen vil fortsætte med at vurdere yderligere information og deres konsekvenser for pengepolitikken,” hedder det i rentemeddelelsen.

”Ved fastlæggelsen af omfanget af yderligere pengepolitisk opstramning, der kan være passende for over tid at bringe inflationen tilbage til 2 pct., vil komiteen tage hensyn til den kumulative stramning af pengepolitikken, de forsinkelser, hvormed pengepolitikken påvirker den økonomiske aktivitet og inflationen, og den økonomiske og finansielle udviklinger.”

Federal Reserve har nu hævet sin rente 11 gange i denne stramningscyklus.

Forhøjelserne startede i marts 2022, da renten lå i intervallet 0,00-0,25 pct., og det blev til ti løft i træk frem til og med maj i år, inden banken på det foregående rentemøde i juni ”skippede” og holdt en pause.

Centralbanken indledte sin stramningscyklus i marts sidste år med et løft på 0,25 pct.point. Det blev fulgt op af en forhøjelse i maj 2022 på 50 basispunkter, inden Federal Reserve på fire møder i træk, i juni, juli, september og november, gik op i det helt store gear med løft på 0,75 pct.point hver gang.

I december 2022 skiftede banken derefter ned igen til en forhøjelse på 50 basispoint, og det samme skete i februar, da renten blev sat op med mere gængse 0,25 pct.point. På rentemøderne i marts og i maj i år hævede Federal Reserve også sin rente med 0,25 pct.point.

Forhøjelsen i maj sidste år på 0,50 pct.point var det største løft siden 2000, mens junibevægelsen på 0,75 pct.point ikke var set i samme omfang siden 1994.

Med de nu 11 renteløft i alt på samlet 5,25 pct.point har USA’s centralbank gennemført den stejleste stramningscyklus i 40 år. Ifølge Federal Reserves egen prognose, senest fra juni, er der dog en forhøjelse mere i støbeskeen i 2023, så renten slutter 2023 i 5,625 pct.

Chefgruppen i centralbanken bekræftede onsdag også, at balancen fortsat skal reduceres med op til 95 mia. dollar hver måned. Reduktionen sker med 60 mia. dollar i beholdningen af statsobligationer og med 35 mia. dollar i beholdningen af realkreditobligationer hver måned.

Reduktionen blev sat i gang via en tremåneders indfasningsperiode, der startede i juni sidste år med 47,5 mia. dollar om måneden.

Onsdagens rentebeslutning blev enstemmigt vedtaget i centralbankens renteudvalg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også