Højesteret skal se på reklamefilm for bilforsikring

Forsikringsselskabet Alka blev frifundet af landsretten, men anklagemyndighed går til Højesteret med bødesag.
Foto: Lars Krabbe/IND
Foto: Lars Krabbe/IND
af ritzau

Et fristende tilbud i en reklamefilm for en bilforsikring skal vendes og drejes af dommerne i Højesteret.

Det er anklagemyndigheden, der for nylig har fået tilladelse til at gå til tops i retssystemet, efter at de underliggende domstole har været uenige om bedømmelsen af en reklame fra forsikringsselskabet Alka.

Først mente byretten, at selskabet havde vildledt forbrugerne og dermed havde overtrådt markedsføringsloven. Resultatet var en bule i renommeet og en bøde på 16,9 mio. kr.

Men Østre Landsret så et andet facit i sommer. Her blev Alka frifundet.

”Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op”, lød det lokkende i reklamefilmen, der blev vist på tv og på YouTube.

Imidlertid var Forbrugerombudsmanden ikke imponeret. For i forsikringsbestemmelserne kunne man læse, at selskabet faktisk kunne hæve prisen på forsikringen i tilfælde af en skade. Og der stod også, at en skade medførte forhøjelse af selvrisikoen og udsættelse af den årlig præmienedsættelse.

Det oplyser Procesbevillingsnævnet om sagen. Det er nævnet, der har besluttet at sende sagen til Højesteret.

Frifindelsen i landsretten skyldes blandt andet, at Alka i gerningsperioden ikke havde gennemført en prisstigning over for en kunde efter en skade.

Og dommernes konklusion vakte ikke overraskende glæde i selskabet i sommer.

”Vi har hele tiden været overbevist om, at vi ikke har gjort noget forkert,” sagde juridisk direktør i Tryg og Alka, Bettina Drejer Clausen, ifølge Finanswatch.

Der var dog ingen jubel hos forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen. Hun udtalte, at landsrettens dom kan få betydning for den fremtidige håndhævelse af markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Da byretten fastsatte millionbøden, var det afgørende, om reklamefilmens udsagn rimede eller ej med produktet, altså forsikringsvilkårene.

Hvornår Højesteret får tid til at behandle sagen, vides ikke.

Efterspørgslen efter lønsikringer stiger

Forsikringsapp krydser milepæl

Alm Brand Group napper banksamarbejde fra Tryg og Alka

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også