Storbank ser britisk inflation toppe i 2023

Den amerikanske storbank Citi forudser i en analyse at inflationen i Storbritannien vil toppe på 18 pct.
Foto: Robert Galbraith/Reuters/Ritzau Scanpix/REUTERS / X90034
Foto: Robert Galbraith/Reuters/Ritzau Scanpix/REUTERS / X90034
AF MARKETWIRE

Inflationen i Storbritannien kommer til at toppe på 18 pct. tidligt i 2023.

Sådan lyder det i en ny analyse fra økonom Benjamin Nabarro fra den amerikanske storbank Citi mandag.

Han har endnu en gang hævet sit skøn for inflationen efter den senere tids stigninger i energipriserne.

Det skriver Reuters.

En inflation på 18 pct. - hvis det går så galt - er ikke set siden 1976, og det er hele ni gange højere end Bank of Englands målsatte niveau.

Centralbanken skønnede i august, at inflationen ville toppe på 13 pct., og det ser ud til at være sat alt for lavt ifølge Nabarro.

Han mener, at udviklingen vil få Bank of Englands pengepolitiske komite til at konkludere, at risikoen for en mere vedvarende inflation er øget.

”Det betyder, at renterne skal hæves et godt stykke ind i restriktivt territorium - og hurtigt,” skriver Nabarro endvidere i notatet.

Han tilføjer, at skulle der vise sig tegn på mere indlejret inflation, så vurderes en centralbankrente på 6-7 pct. at være påkrævet for at bringe inflationsdynamikkerne under kontrol.

”For nærværende vurderer vi dog, at beviserne for sådanne effekter er begrænsede med stigninger i arbejdsløsheden, der stadig mere sandsynligt vil tillade centralbanken at pause stramningerne omkring årsskiftet.”

Bank of England hævede på sit seneste rentemøde i starten af august sin ledende rente med 50 basispoint til 1,75 pct. og på det kommende rentemøde 15. september ventes endnu en stor stramning.

Den britiske inflation blev medio august opgjort til 10,1 pct. i juli målt på udviklingen i forbrugerpriserne.

Inflation og stigende energipriser kryber udenom Grønland - alligevel gør kursregulering ondt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også