
Den toneangivende amerikanske rente vil være på 2 pct. til august mod nuværende 0,75-1,00 pct.
Det mener chefen for Federal Reserve i Kansas City, Esther L. George.
- Federal Reserve har understreget en forpligtelse til at handle hurtigt for at genoprette prisstabiliteten, og derfor venter jeg, at yderligere rentestigninger kan bringe renten på 2 pct. til i august, sagde Esther L. George natten til tirsdag ifølge Bloomberg News.
Den amerikanske centralbank satte renten op med 50 basispoint tidligere på måneden. Og centralbankens formand, Jerome Powell, har signaleret, at banken er på vej mod en tilsvarende bevægelse på rentemøderne i henholdsvis juni og juli.
Det er den høje inflation, der får alverdens centralbanker til at reagere og rykke mod rentestigninger. Og Kansas’ Fed-chef kalder da også bekæmpelse af inflationen en ”topprioritet”, hvor Federal Reserve bør vende sig mod sit oprindelige mål for inflationen på 2 pct.
Mens en del af inflationen hænger sammen med varemangel samt den russiske invasion af Ukraine, ser Esther L. George et ”usædvanligt stramt” arbejdsmarked, der har bidraget til stigende priser selv i sektorer af den amerikanske økonomi, hvor efterspørgslen ikke er fuldt ud genoprettet til niveauer fra før corona.
”Den inflation, vi ser nu, er åbenbart for bredt funderet til at kunne afvise. Centralbankens opgave er at forhindre vedvarende ubalancer,” sagde hun.
Mere fra FinansWatch
Ny ATP-topchef skal løbe stærkt for at modvirke inflationen: Vores afkast skal opad, hvis vi skal følge med
Opskrivning af pensionerne sidste år, som ATP kaldte ”historisk”, er blevet indhentet af inflationen og mere til. Ny topchef stiller sig i spidsen for ATP i en tid, hvor ny forretningsmodel skal sikre et højere afkast, og hvor ATP’s samlede betydning for pensionisternes økonomi de kommende år vil svinde ind.
Trods bekymret minister håber brancheorganisation på nul ændringer af pensionsprodukter
Pensionister i pengenød: Det undrer ikke brancheorganisation F&P, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) beder Finanstilsynet om at se nærmere på, om reglerne trænger til en opdatering, så danske pensionister kan føle sig trygge i pensionstilværelsen. Alligevel håber vicedirektør Jan V. Hansen ikke, at et nærstudie vil føre ændringer med sig.