Obligationsrenter fortsætter op på inflationsbekymring

Obligationsrenterne stiger i en tid, hvor investorerne holder øje med inflationen.
Foto: Spar Nord/PR
Foto: Spar Nord/PR
AF MARKETWIRE

Det danske obligationsmarked fortsætter umiddelbart hvor det slap i sidste uge - og det er med stigende renter.

Det kan meget vel blive endnu en uge, hvor inflationen kommer til at spille en hovedrolle på markedet.

Mandag morgen kom der tal for de danske forbrugerpriser i september, hvor der kunne noteres den højeste inflation i ni år.

På det danske obligationsmarked ligger renten på den tiårige statsobligation mandag morgen 0,14 pct., hvilket er 2 basispoint højere end fredag.

Morgenens opgørelse af Danmarks Statistik viste en stigning i forbrugerpriserne på 2,2 pct. på årsbasis, hvilket ikke er set højere siden 2012.

"Det er især de aktuelt kraftigt stigende energipriser, der medvirker til at gøre hverdagen dyrere for danskerne," skriver cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken i en kommentar.

Trods den høje prisudvikling er Handelsbanken tilbageholdende med at forvente, at inflationen vil begynde at løbe løbsk.

"Der skal således formentligt en længere periode med mangel på arbejdskraft og mangel på materialer til, før end det vil have mere markante og permanente opadgående effekter på forbrugerprisinflationen, men man kommer dog ikke uden om, at risikoen for en uhensigtsmæssig pris-løn spiral er taget til på det seneste," skriver Jes Asmussen.

Det amerikanske obligationsmarked holder mandag lukket på grund af fejringen af Columbus Day. Fremadrettet er der stor fokus onsdag på referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske forbundsbank samt amerikanske inflationstal for september.

"Referatet er interessant, fordi Federal Reserve strammede retorikken betydeligt på rentemødet. Obligationskøbene skal snarest nedtrappes, og den nye renteprognose viste adskillige renteforhøjelser over de kommende tre år."

"Inflationstallene tiltrækker sig stor opmærksomhed, da inflationen bliver en væsentlig faktor i forhold til, hvor hurtigt centralbanken strammer pengepolitikken," skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en morgenkommentar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også