Endnu en topfigur forlader ATP Ejendomme: Skifter til Danica

Kenneth Olsson, investeringsdirektør i ATP Ejendomme, melder sig nu i rækken af topfolk, der forlader pensionsselskabet og adm. direktør Martin Vang Hansen. Olsson skal i stedet være underdirektør i Danica Ejendomme, hvor han skal arbejde under sin gamle chef Michael Nielsen. (Opdateret)
Kenneth Olsson forlader jobbet som investeringsdirektør i ATP Ejendomme for at starte i Danica senest 1. marts 2021. | Foto: PR
Kenneth Olsson forlader jobbet som investeringsdirektør i ATP Ejendomme for at starte i Danica senest 1. marts 2021. | Foto: PR

Kenneth Olsson, investeringsdirektør i ATP Ejendomme, forlader atter pensionsinvestoren. Denne gang skifter han til et job som underdirektør i Danica Ejendomme.

Det oplyser Danica i en pressemeddelelse.

Kenneth Olsson har – afbrudt af en afstikker som ejendomsinvesteringschef i seks måneder hos Industriens Pension – været ansat i ATP Ejendomme siden 2003.

Hos Danica får Kenneth Olsson direkte reference til Michael Nielsen. Det er ikke helt fremmed for parterne, der har arbejdet sammen hos ATP i mere end 15 år, da Michael Nielsen var topchef.

"Kenneth Olsson er en stor kapacitet, som skal styrke vores asset management-funktion og dermed medvirke til fortsat at levere gode afkast til vores pensionskunder. Endvidere vil Kenneths store erfaring med alle discipliner inden for fast ejendom bidrage til hele forretningen. Det glæder mig at kunne genoptage mit mangeårige samarbejde med Kenneth og byde ham velkommen i vores ejendomsteam," udtaler Michael Nielsen i meddelelsen.

Danica-direktøren oplyser, at ansættelsen sker i kølvandet på ambitionen om at styrke asset management-funktionen, som Kenneth Olsson får ansvar for.

Kenneth Olsson begynder senest i Danica 1. marts 2021, oplyser Danica.

Kenneth Olsson er ikke fredag kl. 10.35 vendt tilbage på EjendomsWatchs henvendelse.

En af de sidste topfolk

Med skiftet til Danica vinker Kenneth Olsson farvel til ATP Ejendomme og topchef Martin Vang Hansen, som mange andre ATP-topfolk har gjort i løbet af det seneste år.

Med Kenneths Olssons afgang sidder der ikke længere nogen i direktionen fra før Martin Vang Hansen æra, der begyndte i slutningen af 2018.

EjendomsWatch har i flere artikler beskrevet, hvordan flere toneangivende ansatte i ATP Ejendomme har forladt pensionsinvestoren.

I august viste en optælling, at mindst 11 med cheftitler havde forladt ATP Ejendomme på 16 måneder. Flere af afgangene kunne ifølge EjendomsWatchs oplysninger direkte tilskrives utilfredshed med Martin Vang Hansen.

ATP Ejendommes bestyrelsesformand Bo Foged har tidligere italesat den store udskiftning som noget, man er klar over.

"Vi sidder ikke med skyklapper for øjnene oppe i bestyrelsen, så selvfølgelig er vi opmærksomme på, at der har været en udskiftning," sagde Bo Foged i et interview i september, hvor han også slog fast, at det ikke var optimalt.

Martin Vang Hansen sender Kenneth Olsson ud af døren med rosende ord.

"Vi har gennem mange år nydt stor gavn af Kenneth Olssons erfaring og sender ham afsted med en varm tak for alt, hvad han har bedrevet i sin tid hos os. Jeg glæder mig over, at Kenneth nu skal bidrage til den fortsatte udvikling i Danica Ejendomme, som vi har et yderst velfungerende samarbejde med på mange områder. Det bliver nu endnu stærkere, hvilket vi ser frem til," siger Martin Vang Hansen.

Det er ikke meningen, at Kenneth Olsson skal erstattes af en ny medarbejder. Hans arbejdsopgaver overtages af André Scharf og Jan Johansen, der også sidder i direktionen. André Scharf får ansvaret for investeringsopgaverne, mens Jan Johansen får ansvaret for udviklingsopgaverne.

Martin Vang Hansen ønsker ikke at stille op til interview, oplyser ATP Ejendommes presserådgiver Robert Neimanas.

Beslutninger kørte over hovedet

Ifølge EjendomsWatchs oplysninger har forholdet mellem Martin Vang Hansen og Kenneth Olsson ikke været optimalt. Da Kenneth Olsson efter seks måneder hos Industriens Pension blev hentet tilbage til ATP Ejendomme, fik han tildelt ansvaret for ATP Ejendommes samlede investeringer i både Danmark og udlandet samt asset management.

Der gik dog ikke længe, før Kenneth Olsson fik frataget ansvaret for de udenlandske investeringer og asset management-afdelingen. Det skete, da André Scharf blev hentet ind fra netop Danica.

Det bemærkelsesværdige ved ansættelsen var, at hverken Kenneth Olsson eller asset management-chef Tine Cederholm, som Kenneth Olsson kort tid forinden havde ansat, kendte til planerne om at hive André Scharf ind og fjerne en betydelig del af Kenneth Olssons ansvarsområde.

Samlet har ATP i dag ejendomme for i omegnen af 50 mia. kr. i både Danmark og udlandet og overgås dermed kun af PFA Pension.

(Artikel opdateret kl. 11.20 med yderligere oplysninger.)

Denne artikel er leveret af vores søstermedie EjendomsWatch

ATP lider under nøglepersoners afgang: Projekter står stille og lejeindtægter mangler 

ATP-topchef efter mandefald på chefniveau: "Vi sidder ikke med skyklapper for øjnene"

Analyse: Hvem styrer egentlig ATP Ejendomme?

Storkunder søger væk fra ATP Ejendomme: Millioner i leje glipper

ATP pusler i kulissen med milliardhandel: Vil sælge Ørsted-hovedkvarter i Gentofte 

Investorer vil af med vartegn i Nordhavn med prisseddel på omkring 750 mio. kr. 

ATP ville skjule plan om milliardfrasalg: "Vi foretrækker en "stille" afgang"

Fyringer og fratrædelser på chefniveau præger ATP Ejendomme

ATP neddrosler investeringer for milliardbeløb i udlandet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også