Deutsche Bank på vej med nye forventninger
Deutsche Bank vil i næste uge formentlig opjustere forventningerne til sin investeringsbank, mens forventningerne til mindst en anden forretningsenhed vil blive sænket, vurderer anonyme kilder over for Bloomberg News.
Ændringerne ventes annonceret af administrerende direktør Christian Sewing på en kapitalmarkedsdag den 9. december.
Opjusteringen drejer sig om 2022-målet for indtægterne i investeringsbanken, skriver Bloomberg.
Til gengæld ventes målsætningen for mindst en af de øvrige forretningsenheder - der inkluderer detailbanken, erhvervsbanken og kapitalforvaltningen - at blive sænket, skriver Bloomberg.
Aktien i Deutsche Bank stiger torsdag eftermiddag 1,6 pct. på børsen i Frankfurt.