Skepsis over for Feds nye inflationsstrategi

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har lanceret en ny strategi, hvor højere inflation kan blive et af udfaldene.
AF RITZAU FINANS

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), lancerede torsdag en ny strategi, da formand Jerome Powell i en tale på et virtuelt centralbanksymposium åbnede op for højere inflation i en længere periode.

"Fed bliver nødsaget til meget klart at sætte ord på, hvordan den planlægger at opnå det nye mål, s"iger Aneta Markowska, cheføkonom i investeringsbanken Jefferies, til Bloomberg News.

"Ellers er det her bare ord på papir, som ikke rigtig betyder noget."

Helt præcist åbnede Powell døren for, at inflationen i "nogen tid" godt må ligge over bankens mål på 2,0 pct. om året, da det vil kompensere for en længere periode, hvor prisstigningstakten har været en del under.

En anden vigtig indikation fra formanden var, at Federal Reserve ikke vil gøre brug af forebyggende renteforhøjelser på samme måde som tidligere. Det har nemlig medført en uheldig spiral af lavere inflationsforventninger og lavere inflation, mente Powell. Derfor vil Federal Reserve foretrække at lade arbejdsmarkedet løbe mere varm end tidligere.

Konklusionen er, at den amerikanske centralbank vil holde sin toneangivende rente lavere i længere tid - i flere år frem - og den er allerede sat ned til omkring nul, da Federal Reserve i marts sænkede den med 1,50 procentpoint til intervallet mellem 0,0 og 0,25 pct.

Om det så vil hjælpe på inflationen lige med det første, er ikke noget, eksperterne er helt sikre på.

"Det er tvivlsomt, om de kan opnå at overskyde inflationen inden for den nærmeste tid, og det er i det store hele ude af deres hænder, mener jeg, også om de vil komme derhen på mellemlang sigt," vurderer Adam Posen, direktør i Peterson Institute for International Economics.

Demografi og teknologi

Nogle økonomer peger ifølge Bloomberg News også på, at Jerome Powell undlod at fortæller, hvad der skal løfte inflationen højere. Inden coronapandemien sendte økonomien i hullet, var arbejdsløsheden i USA omkring 3,5 pct., historisk lavt, og alligevel var inflationen langt fra målet om 2,0 pct.

"De kan sige, at de ønsker inflationen skal overskyde, men det betyder ikke, at det vil ske. Demografien og teknologi vil skubbe mod inflationen," fortæller Ryan Sweet, der er chef for pengepolitisk research hos Moody's Analytics, til Bloomberg News.

Det kan være, at det bliver svært at sikre en højere inflation, men skulle det lykkes, så er der altså ikke noget loft ved 2,0 pct., som mange har tolket målet. Faktisk påpegede James Bullard, der er direktør i Federal Reserves afdeling i St. Louis, torsdag, at inflationen i en periode kan blive tilladt at komme op i 2,5 pct.

"Vi vil forsøge at kompensere for tidligere forbiere, men det vil være efter komiteens vurdering, og der er forskellige meninger rundt omkring bordet," sagde James Bullard i et interview med Bloomberg News.

"Ifølge komiteens opfattelse ville det være fornuftigt at lade inflationen være over målet i nogen tid for at kompensere for tidligere forbier på den lave side, og så kan markederne, der kan forvente det, cementere deres forventninger ved 2,0 pct. inflation."

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også