Britisk vagthund spår voldsomme økonomiske konsekvenser

Det britiske Office for Budget Responsibility vurderer at coronakrisen vil føre til et fald i skattebetalinger samtidig med at omkostningerne stiger.
Foto: RUSSELL BOYCE/REUTERS / X00036
Foto: RUSSELL BOYCE/REUTERS / X00036

Flere end 4 mio. briter risikerer at stå uden arbejde med årets udgang, når den britiske hjælpepakke ophører, og arbejdsgivere må skære stillinger fra, advarer finanspolitisk vagthund.

Det skriver The Telegraph.

Advarslen kommer fra det britiske Office for Budget Responsibility, der vurderer, at coronakrisen vil føre til et fald i skattebetalinger, samtidig med at regeringsomkostningerne stiger, hvilket vil føre til regeringslån svarende til en femtedel af landets bnp.

Holder prognosen stik, kan den britiske statsgæld stige til fem gange landets samlede omsætning over de næste 50 år, hvis der ikke laves store ændringer i økonomien - for eksempel en markant skattestigning.

"Pandemien har forårsaget et meget større og hurtigere fald i bnp'et, end hvad vi så ved finanskrisen," siger Robert Chote, der er formand for den finanspolitiske vagthund, til The Telegraph.

Den britiske regering ventes at låne omkring 372 mia. pund i år, svarende til omkring 3066 mia. kr. Det vil resultere i et statsunderskud, der er dobbelt så stort som underskuddet efter finanskrisen.

Samtidig ventes arbejdsløsheden kraftigt at overstige ledighedsniveauet ved finanskrisen, hvor det lå på 8,5 pct.

Office for Budget Responsibility venter ifølge The Telegraph, at arbejdsløsheden kan stige til 11,9 pct.

Økonomer venter, at 15 pct. af de i alt 9,4 mio. briter - svarende til 1,4 mio. - der er på tvangsorlov, vil miste deres arbejde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også