Norges Bank venter nulrente i et par år før gradvis stigning

Norges centralbank fastholder ledende rente og signalerer, at den vil være lav i flere år, hvis økonomien skal sparkes i gang.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Norges centralbank, Norges Bank, fastholder som ventet sin ledende rente på 0,00 pct.

Samtidig signalerer banken, at renten vil blive fastholdt på et lavt niveau i flere år, hvis økonomien skal sparkes i gang.

"Komitéens nuværende vurdering af udsigterne og balanceringen af risici indikerer, at den ledende rente mest sandsynligt vil blive fastholdt på det nuværende niveau i et stykke tid endnu," siger centralbankchef Øystein Olsen i en pressemeddelelse torsdag.

Renteforventningerne indikerer også, at renten vil blive fastholdt på det nuværende niveau de næste par år, før den gradvist vil stige, i takt med at økonomien normaliserer sig, fremgår det af torsdagens meddelelse.

Nyt er det, at centralbankens rentebane nu signalerer stigninger i den ledende rente fra midten af 2022 og gradvist frem til udgangen af 2023, hvor renten nu indikeres at være 0,65 pct.

I maj 2020 - efter at Norges Bank sænkede renten til 0,00 pct. - var vurderingen, at nulrenten ville forblive virkeligheden frem til mindst udgangen af 2023.

Norges Bank har sænket renten tre gange i løbet af året i et forsøg på at afbøde en del af de negative effekter fra coronakrisen.

Med torsdagens meldinger har Norges Bank også opjusteret den prognose, som banken tidligere havde for økonomien.

Centralbanken forudser nu, at bruttonationalproduktet (BNP) på det norske fastland vil falde med 3,5 pct. i 2020. Tidligere var forventningen et fald på 5,2 pct., skriver Bloomberg News.

Næste år forventer centralbanken, at den økonomiske vækst vil blive 3,7 pct.

Meldingerne styrker torsdag formiddag den norske krone, så en euro efterfølgende koster 10,6315 norske kr. mod omkring 10,7200 norske kr. per euro inden rentemeddelelsen.

I dansk regning skal der efter centralbankmeldingerne 0,7011 danske kr. til at købe en norsk mod omtrent 0,6950 danske kr. per norsk inden.

Da coronakrisen havde hårdest fat i de finansielle markeder omkring midten af marts var den norske krone en kort overgang så svag, at der for første gang i historien skulle under 0,60 danske kr. til at købe en norsk ækvivalent.

Det skyldtes blandt andet et kollaps i oliepriserne, efter at efterspørgslen bragede ned som følge af coronakrisen, så der opstod et stort overudbud.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også