Trumps rejseforbud sender aktier og oliepriser i bund

Det kunne mærkes på aktiemarkederne i Asien, at Trump annoncerede et rejseforbud fra Europa til USA.
Foto/Karen Bleier/AFP/Ritzau Scanpix
Foto/Karen Bleier/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Aktiemarkeder og oliepriser er igen natten til torsdag dansk tid sendt i frit fald, efter at USA's præsident, Donald Trump, har meddelt et rejseforbud fra Europa til USA.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mens spredningen af coronavirus lader til at fortsætte ufortrødent, meddelte præsidenten en række tiltag for at inddæmme spredningen - blandt andet et rejseforbud fra Europa til USA i 30 dage med virkning fra midnat fredag amerikansk tid.

Opdateret til pandemi

Trumps melding kom, efter at Verdenssundhedsorganisation (WHO) kaldte virusudbruddet for en pandemi. Organisationen langede ud efter flere landes "alarmerende mangel på handling".

De asiatiske aktiemarkeder åbnede derfor torsdag blodrøde, men kurserne fik yderlige et tryk ned efter Trumps tale.

I Tokyo faldt aktierne over fem procent, mens markederne i Hongkong, Sydney, Seoul, Wellington, Taipei, Jakarta og Manilla alle faldt mere end fire procent.

Imens styrkedes den japanske yen i forhold til den amerikanske dollar.

Det skyldes, at yen anses som en "sikker havn" på linje med eksempelvis guld.

"Begrænsningerne giver mindre global økonomisk aktivitet," siger Stephen Innes, markedsstrateg hos finanshuset AxiCorp, til AFP.

Nedtur til olie

Oliepriserne fik også et ordentligt slag og faldt med omkring 6 pct. ovenpå meldingen.

Nordsøolien falder således til 33,73 amerikanske dollar per tønde.

Det sker i et allerede presset marked, hvor Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater ventes at udløse en priskrig på olie.

Det er endnu usikkert, hvor stor betydning Trumps melding får for danske virksomheder.

De følger alle nøje med, fortæller USA-chef for interesseorganisation Dansk Industri Louis Funder.

"USA er Danmarks største eksportmarked – det blev det jo i 2019 – og det er et hjemmemarked for rigtig mange danske virksomheder. Vi skaber 123.000 job herovre. Alle krusninger i vandet vil forstyrre det billede, og det vil det her også, fordi det vil plante en usikkerhed," siger han.

"Men selv i et meget ustabilt 2019 med rigtig mange handelsændringer, så er danske virksomheder alligevel lykkedes herovre. Det tror jeg sådan set også på nu. Men tiltagene kommer til at få en betydning."

Trump skabte kortvarigt røre, da han sagde, at "den enorme mængde handel og fragt" fra Europa også ville blive ramt.

Det måtte amerikanske embedsmænd siden korrigere, da tiltagene kun gælder mennesker - ikke varer.

Hos Louis Funder fra DI er der enorm lettelse over den ændring. 

Men de skiftende meldinger giver en generel "usikkerhed", som kan dæmpe investeringslysten, fortæller han.

Storinvestor advarer - markedet undervurderer stadig virusudbrud

DI: Nye coronatiltag får store økonomiske konsekvenser 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også