FinansWatch

WHO: Udbredelsen af corona kan betegnes som en pandemi

Coronavirusset er nu så udbredt, at det kan betegnes som en pandemi, oplyser Verdenssundhedsorganisationen.

Foto: FABRICE COFFRINI/AFP / AFP

Udbredelsen af coronavirusset kan nu karakteriseres som en pandemi.

Det siger Tedros Adhanom Ghebreyesus, der er generaldirektør i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), onsdag eftermiddag.

En pandemi er, når der er smittespredning af et nyt virus på tre forskellige kontinenter. En pandemi kaldes også til tider en global epidemi.

"Pandemi er ikke et ord, der bruges let eller uforsigtigt. Det er et ord, der, hvis det bruges forkert, kan forårsage unødvendig frygt eller uberettiget accept af, at kampen er forbi, hvilket fører til unødvendig lidelse og død," siger Tedros Ghebreyesus.

Mandag sagde generaldirektøren, at virusudbruddet bevægede sig mod en fase, hvor den internationale spredning ikke længere kan kontrolleres.

Her understregede han imidlertid, at det endnu ikke var for sent.

Nu, hvor udbruddet er erklæret en pandemi, er der stadig meget at gøre, mener WHO.

"Vi er sammen om at gøre de rigtige ting med ro og beskytte verdens borgere. Det kan gøres."

"At beskrive situationen som en pandemi ændrer ikke WHO's vurdering af truslen, som coronavirusset udgør. Det ændrer ikke ved, hvad WHO gør, og det ændrer ikke ved, hvad lande bør gøre," siger generaldirektøren.

"Vi har hver dag opfordret til, at lande tager hastig og aggressiv handling. Vi har ringet højt og tydeligt med alarmklokken," siger generaldirektøren.

Ifølge ham er det væsentligt, at alle gør sit for at bekæmpe virusset.

At WHO kalder coronavirusset en pandemi ændrer ikke på alvoren af situationen i Danmark. Det forklarer Jens Lundgren, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

"Vi har et udbrud, der skal håndteres efter de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. At det er en pandemi ændrer ikke ved situationen i Danmark, eller hvordan vi skal håndtere den."

"Når WHO bruger betegnelsen pandemi, beskriver det, at alle lande skal tage sig i agt, fordi de må forvente at blive ramt af et udbrud."

"Samfundene har nogle pandemiplaner, som de kan trække op af skuffen. Men jeg håber, at de er oppe allerede," siger Jens Lundgren.

I planerne står der beskrevet retningslinjer i forhold til forberedelse, kommunikation, registrering og overvågning.

Der er ikke grund til at gå i panik over, at det kaldes en pandemi, mener professoren.

"Vi har på ingen måde tabt kampen mod det her virus. Nu gælder det om at minimere, hvor mange der når at blive smittet med det og deraf, hvor mange der bliver syge, alvorligt syge og dør."

"Det er klart, at befolkningen skal tage situationen alvorligt og gøre det, der bliver bedt om," siger han.

Her henviser han blandt andet til god håndhygiejne, at holde afstand til andre mennesker og droppe store arrangementer.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere