Formand har trukket Danske Bank gennem flere kriser - men hvidvasksag kan fælde ham

Ole Andersen har stået med det øverste ansvar gennem flere kriser hos Danske Bank, men hvidvasksagen kan vise sig at blive for stor for ham.
Ole Andersen | Foto: Danske Bank/PR
Ole Andersen | Foto: Danske Bank/PR
AF RITZAU FINANS

Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, har manøvret Danske Bank igennem flere kriser, men hvidvasksagen kan vise sig at blive for stor for ham.

Ole Andersen har siden 2011 siddet for bordenden hos banken, som onsdag kommer med resultatet af en intern undersøgelse om hvidvask for milliarder af kroner i Estland.

Den 62-årige Ole Andersen bliver beskrevet som en direkte og konsekvent forretningsmand, der reagerer og skærer til, når det er nødvendigt.

Og han har ved flere lejligheder slået fast, at ingen i Danske Banks top - ham selv inklusive - er fredet i hvidvasksagen.

Ledelsen i den estiske filial har allerede fået sparket, og i april stoppede den direktør, der havde ansvar for afdelingen.

Tidligere har Ole Andersen været i spidsen for Danske Bank gennem flere tunge perioder efter finanskrisen.

Kampagnen New Normal - New Standards mødte hård kritik i 2012.

Året efter indførte banken et gebyr for almindelige konti, der fik kunder i tusindtal til at skifte bank.

Ole Andersen fyrede samme år daværende direktør Eivind Kolding og indsatte nordmanden Thomas Borgen.

Stormen blev redet af, og de seneste år har Danske Bank været en succes med flere rekordoverskud, indtil hvidvasksagen ramte forsiderne.

Ole Andersen startede sin karriere i revisionsvirksomheden Arthur Andersen i 1984 og havde siden flere stillinger inden for køb og salg i virksomhederne SEB og Alfred Berg.

I 2003 blev han partner i kapitalfonden EQT, hvor han blev mangemillionær i løbet af sine fem år i virksomheden.

Siden 2008 har han udelukkende beskæftiget sig med bestyrelsesarbejde.

Ud over Danske Bank er han bestyrelsesformand i den succesfulde ingrediensvirksomhed Chr. Hansen.

Han har samme rolle i designklenodiet Bang & Olufsen, som de seneste år er kommet ud af en langvarig krise, og hvor et frasalg til udlandet er blevet afværget.

Den sparsomme fritid går blandt andet med racerløb på lukkede baner, tennis og cykling, har han tidligere fortalt Jyllands-Posten.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også