Fed-chef taler for flere renteforhøjelser

Den amerikanske centralbank fastholder igen, at der fortsat er behov for gradvise renteforhøjelser.
AF RITZAU FINANS

Chefen for den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, afdeling i Richmond, Thomas Barkin, lader tilsyneladende ikke frygten for en omvendt rentekurve påvirke sit syn på behovet for flere renteforhøjelser. Derfor er der fortsat behov for "gradvise" renteforhøjelser, mener han.

"Det er svært at argumentere for, at en lavere end normalt rente er passende, når arbejdsløsheden er lav, og inflationen reelt er ved Federal Reserves mål. Desuden ønsker vi ikke at risikere troværdigheden omkring vores dedikation til en lav og stabil inflation," sagde Thomas Barkin i forbindelse med en tale i Roanoke i Virginia, ifølge Bloomberg News.

Federal Reserve har et inflationsmål på symmetriske 2,0 pct. på årsbasis.

Fed-chefen fra Richmond modererede dog ved at uddybe, at den økonomiske vækst vil afgøre, hvor højt renten i sidste ende vil komme op.

Trump imod renteforhøjelser

Federal Reserve har igen og igen fastholdt formuleringen om et behov for "gradvise" renteforhøjelser, og bankchefernes individuelle bud på, hvor den toneangivende rente, fed funds rate, vil ligge, viser, at der er flertal for en renteforhøjelse i september og igen i december i år samt tre mere i 2019. Det fremgår af det såkaldte dotplot-diagram.

USA's præsident, Donald Trump, har ellers gentagne gange kritiseret den amerikanske centralbank for at hæve renten og derved ødelægge regeringens arbejde for øget vækst. Mens Trump har været præsident har banken hævet renten fem gange. To af gangene med Jerome Powell, der er udpeget af præsident Trump, som formand.

Iagttagere har dog peget på, at præsidenten i virkeligheden blot forsøger på forkant at gøre centralbanken ansvarlig, hvis økonomien i USA, som i andet kvartal voksede med 4,1 pct., skulle bremse op, hvilket eksempelvis en eskaleret handelskrig kunne medføre. For havde han ønsket en såkaldt "inflationsdue" i Federal Reserve, så havde den tidligere formand for banken, Janet Yellen, været en bedre kandidat end Powell, der overtog posten i februar i år.

Thomas Barkin har i 2018 stemmeret i centralbankens styrekomite, Federal Open Market Committee (FOMC). Den mødes næste gang den 25. og 26. september til rentemøde. Her ventes det, at renten vil blive sat op med 25 basispoint til intervallet mellem 2,00 og 2,25 pct.

Danske Bank: Ingen nye signaler fra Fed

Økonomer: Amerikansk centralbank holder stram kurs trods bump i inflationen

Fed-chef advarer mod rentekurve i minus

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også