De første mange måneder vågnede Stine Bosse op hver morgen og kunne ikke fatte, at det virkelig var hendes liv. Tænk, at hun selv kunne bestemme over sin tid. Hun kunne gå en lang tur i skoven med sin hund på en almindelig hverdag.

Invitere sin datter på spontan frokost inde i byen.

Eller rejse til Afrika for at hjælpe fattige kvinder.

Hold da op, det var fantastisk.

I dag sker det kun et par gange om ugen, at Stine Bosse må knibe sig i armen. For hun er flyttet ind i sit eget liv, som hun siger, pligtmennesket Stine Bosse, der for ca. et år siden forlod jobbet som topchef i forsikringskæmpen TrygVesta.

»Det var som at stå på ti-metervippen og aldrig have sprunget hovedspring før. Det var en kæmpebeslutning. Jeg har aldrig før sagt et job op. Jeg var angst. Men kun før jeg gjorde det. Ikke efter, for det er den bedste beslutning, jeg har taget i mange år,« fortæller Stine Bosse og fortsætter: »Jeg er glad på en helt anden måde. Tidligere vågnede jeg op og sagde; det er mandag, hvor skal jeg hen? Er det til Stockholm? Nåh nej, det er til Ballerup. Kalenderen kørte konstant inde i hovedet. Jeg har fået en anden rytme. Der er kommet mere nærvær, for man taler med folk på en anden måde, når man har tid til at lytte ordentligt. Og så kan jeg huske igen, for det er noget af det, som forsvinder, når kalenderen tager over. Jeg vil heller ikke have noget skalagtigt.

Jeg bliver sådan åh-jeg-kan-ikke-få-luftagtig, hvis folk siger, det her bør du gøre. Nu har jeg endelig sluppet pligtstyringen. Men jeg håber, at det går over, for det kan jo være ret upraktisk,« konstaterer hun.

Griner ved tanken og skynder sig at tilføje, at der ikke er andre end hende selv at bebrejde, at arbejdsugen i mange år sjældent kom under 80 timer om ugen.

Fordi det var sjovt.

Og fordi hun var vokset sammen med Tryg.

»Tryg var mig, og jeg var Tryg. Når jeg åbnede en avis, var det Tryg, der læste. Hvad jeg ikke har budt mine tidligere medarbejdere Jeg står altid tidligt op, kvart i fem, cykler en times tid, inden jeg sætter mig med aviserne. Hvis jeg læste noget interessant, ringede jeg til folk, selvom klokken var seks søndag morgen. Jeg tænkte ikke over tiden. Jeg tænkte bare, at det var noget, som vi skulle gøre noget ved. Det var engagement.« Sådan er hun, enebarnet fra Gilleleje, der tidligt fik ansvar og lærte, at selv ikke den bedste præstation er god nok.

Hun er til handling. Og kontrol. Arbejdsmæssigt som privat, for også det har hun med hjemmefra. Et stort behov for den tryghed, det giver at have fodfæste. Hendes elskede mor havde depressioner, der fik hverdagen til at ryste, så datteren måtte tage ansvar og holde hånden hårdt om bordkanten. Det samme, da tragedien ramte, og moderen begik selvmord. Og da datterens kæreste for et par år siden omkom under et sammenstyrtet tag på laden hjemme på gården.

Stine Bosse var næsten lige flyttet ind og mange mente, at hun burde flytte, fordi minderne ville være for onde.

Men nej. Stine Bosse plantede et smukt træ og så smerten i øjnene.

»Vi har holdt bryllup og store fester her, og jeg er nærmest mere knyttet til stedet efter ulykken.

Når du møder livets voldsomheder, har du et valg. Du kan lade dig kaste omkuld og sige; nu har det ødelagt resten af mit liv. Eller du kan sige; hvad har jeg lært af det her? Hvordan kommer jeg videre? Det lyder mærkeligt, når man taler om dødsfald, men jeg ved fra mig selv, at det kan lade sig gøre. Jeg har et meget konstrastfyldt liv, for jeg tror ikke på, at man kan smide ting ind under gulvtæppet. Man må tage livet, som det kommer, og det er en blanding af sure og søde bolsjer.«.

Går til kanten

Karrieremæssigt har Stine Bosse kørt stærkt.

Uddannet jurist. Kom til Tryg og kunne se, at der var mere at bestemme og dermed sjovere, jo højere man kom i hierarkiet. Tog sig tid til socialt arbejde, som hun havde set sine forældre gøre, og til sine to døtre, der blev tidligt selvhjulpne.

Ægteskabet stod derimod ikke distancen.

»Der er grænser for, hvor rebelsk man kan være på vej op, men jeg har taget den til kanten. Aldrig været bange for at sige min mening. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, spørger jeg, og det er ikke nødvendigvis populært. Modet er kommet i små portioner. Jeg kan huske masser af episoder. Som da jeg blev koncernchef og ikke kunne holde ud at gå rundt i nederdel og jakke og ligne en mand. Jeg vil have lov til at have en nedringet bluse på. Og da Tryg skulle børsnoteres i 2005, og vi diskuterede, hvordan bestyrelsen skulle sammensættes. Jeg var hard core på, hvordan jeg ville have det. Jeg slår ikke i bordet, men ingen var fem sekunder i tvivl om, hvad jeg mente. Indimellem har jeg da tænkt, hold da op, det var modigt af mig.« Hun kalder det en voksen-psykologisk udvikling.

Det at turde vise mere sig selv og ikke blot et til dagen passende udpluk af erhvervskvalifikationer.

Og processen fik et spark fremad, da to berlingske-journalister for et par år siden skrev en bog om forsikringsbossen, som hun valgte at bidrage til med hud og hår.

»Det var meget personligt og meget grænseoverskridende. Flere af pointerne havde jeg ikke set. Jeg har vidst, at min far spillede en stor og central og vanskelig rolle i mit liv. Men det var først, da jeg læste bogen, at jeg forstod, hvorfor jeg gad piske ud af sengen klokken fem om morgenen og arbejde 80 timer om ugen for at skabe resultater. Der er ingen tvivl om, at det stammer fra min far, der sagde, hvorfor fik du ikke 13, når jeg kom hjem med et 11-tal. Jeg ville gøre en forskel, men jeg ville også have magt og indflydelse - og hans anerkendelse. Og tak for det, for det har været fantastisk.«.

Man bliver et ringvrag

Hun læner sig tilbage i den bløde sofa i stuen, hvorfra der er udsigt over bugtede nordsjællandske marker. Der er te på bordet og en buddhistisk statue i vindueskarmen. Stine Bosse er vinterbader og indledte dagen med en tidlig tur i bølgerne og derefter en omgang i træningscenteret.

Hun sidder i blødt joggingtøj, for mandag er arbejde-hjemmefra-og-ordne-presse-og-kontorting, og nu gælder det overvejelserne bag springet ud i friheden.

»Jeg har altid sagt at man ikke skal være topleder i mere end ti år. Så sker der noget. Man bliver et ringvrag eller ruller de indre persienner ned.

Bliver for hård og forbenet, for du skal besidde en vis del kynisme for at gøre topkarriere. Og man undgår ikke, at der kommer til at ligge nogle lig på vejen, selvom man kan gøre det mere eller mindre ordentligt,« forklarer hun.

Desuden havde hun lovet sig selv, at hun ikke ville kede sig i et job, hvilket skete i snigende omfang. Således også ved et direktionsmøde i foråret 2010, da et par unge mennesker præsenterede et studie i kundeafgang, »De var søde og dygtige, men jeg tænkte; det har jeg set før. Der er intet nyt under solen. Så tænkte jeg, fy for pokker Stine, det tænkte du ikke. Jeg kan tydeligt huske, at jeg gik afsides og tænkte, at det vist var et signal.« Der var andre signaler. Samt helt grundlæggende den bevidsthed om livets forgængelighed, der var opstået, da hun nogle år forinden lå i en hospitalsseng og ventede på at få at vide, om en hård omgang modermærke-kræft ville være til at helbrede. Pludselig gik det op for hende, at det kunne være hendes storetå, der lige om lidt skulle bindes en seddel om.

Sådan blev det ikke. Stine Bosse er helbredt, men går til kontrol. Og lever sundere. Spiser ikke kød og drikker ikke alkohol. Sygdommen lærte hende at lytte til sin krop og var en medvirkende årsag til, at hun stoppede som koncernchef.

»Det var umuligt at opretholde illusionen om, at jeg ikke var under pres i mit job, for jeg kunne vågne om morgenen og nærmest mærke stressen i kroppen. Og når du ved, at stress ødelægger immunforsvaret, kunne jeg ikke blive ved at sige til mig selv, at Store Stine klarer det hele.« Hun indrettede kontor hjemme på gården og havde følere ude om bestyrelsesposter. Beslutningen var truffet. Også selvom der opstod sorte pletter i Trygs regnskab, som hun vidste, at nogen ville mene, var årsagen til hendes exit.

Dem om det.

»Et enkelt dårligt år kan jeg ikke tage mig af. Der er altid nogen, der vil have ondt i røven. Tryg blev købt for 6 mia. kr. i 2002, og i 2005 børsnoterede vi virksomheden for 16 mia. kr. Jeg kan godt stå på mål for resultaterne på langt sigt,« erklærer hun og udsendte en pressemeddelelse om sin afgang den 12. januar 2011.

På tale som minister

Forbløffelsen var massiv. Hun var 51 år og red på en bølge af succes. Blev kaldt et ikon. Rollemodel.

Og et oplagt ministeremne. Ja, selv den store verden havde bemærket fru Bosse fra Danmark.

Hun blev udnævnt til international ambassadør for bekæmpelse af fattigdom og placeret som nr. 33 på Time Magazines liste over de mest magtfulde kvinder i verden.

Men hendes eget liv kunne ikke vente, så hun blandede hurtigt karrierekortene på en ny måde.

Som en business, for hun kan lide den frihed, det giver at tjene gode penge. Men mixet og tempoet er anderledes, og f. eks. har hun holdt lang juleferie for første gang nogensinde.

For en topkarriere koster: »Jeg har altid fundet plads til familien. Det er mig selv og det spontante, der er blevet prioriteret væk. Og parforholdet. Hvis du har et sindsygt spændende job og nogle børn, som du også gerne vil se, er konkurrencen hård,« forklarer hun og tager en insisterende telefon.

Det er kæresten gennem de seneste par år. Om han kan låne hendes bil i aften.

Han er håndværker, tidligere ungdomskæreste og i stand til at rumme Stine Bosse.

»Jeg kan huske som barn, at min mor sad på forsædet og tryglede min far om penge til en ny kjole. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg aldrig ville bede en mand om lov til at få en ny kjole. Det klassiske parforhold - det er sgu nok umuligt for mig. Jeg sidder jo ikke derhjemme og venter på, at han kommer hjem. Jeg tjener mere end ham. Jeg har en større bil end ham. Og i selskaber er jeg mere interessant end ham. Det er frygteligt at sige det, men sådan er det, og de mænd, der kan klare det, hænger ikke på tæerne. Parforhold er dejligt, men vildt svært. Det er et evigt arbejde, og man skal lade være med at prøve at lave hinanden om. Så meget har jeg da lært her i tredje omgang. Hvad er i øvrigt også pointen ved at forelske sig i et menneske og derefter forsøge at lave det menneske om? Men jeg har været god til at prøve. Og omvendt.«