Britisk storbank klar til fyringsrunde

Royal Bank of Scotland ventes at fyre 5.000 ansatte i investeringsbank-divisionen.
AF ALEXANDER BITSCH

I den seneste tid har de 17.000 medarbejdere i Royal Bank of Scotlands investeringsbank-division levet med uvisheden om, hvad fremtiden vil bringe.

Toplederne i den britiske storbank er nemlig ved at lægge sidste hånd på den restrukturering, der igennem længere tid har været på tale.

Fremtiden for de mange ansatte vil derfor blive klarlagt i den kommende uge. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Behov for skarp opdeling

Omstruktureringen sker i forbindelse med en større rapport om reform af den britiske banksektor. Den er blevet udarbejdet af Independent Comission on Banking, ICB.

Hovedkonklusionen i rapporten er, at der er behov for skarp opdeling mellem investeringsbankdrift og almindelig bankdrift, langt bedre evne til at absorbere tab og at mindske incitamenterne for "overdreven risikotagning."

Den britiske finansminister George Osborne meldte efterfølgende ud, at regeringen ville gøre alt for at bankerne fremover skal leve op til anbefalingerne fra ICB.

Dyr reform

”Regeringen er enig med ICB i, at vitale bankservices, som indlån og udlån, kun bør kunne foretages af "ring-fenced banks", og at disse banker bør forbydes at foretage visse investeringsbank-aktiviteter,” skrev regeringen i en kommentar til rapporten fra ICB.

Det forventes derfor, at Royal Bank of Scotland, der blev reddet ud af finanskrisen ved hjælp af en krisepakke fra staten, vil fyre op imod 5.000 ansatte.

Den britiske regering vurderer, at implementeringen af reformen vil koste bankerne 3,5-8 mia. pund om året i ekstra omkostninger, mens ICB vurderer, at omkostningen vil ligge på 4-7 mia. pund om året.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også