Bankskal er årets højdespringer på fondsbørsen

Resterne af den krakkede Bonusbanken, der nu er overtaget af DK Company, er årets højdespringer på fondsbørsen.
RITZAU FINANS

Man skal ud i sidepapirerne for at finde højdespringeren på fondsbørsen i 2011.

Det viser en opgørelse foretaget af Ritzau Finans på baggrund af data fra Online Trader.

Det er nemlig aktierne i resterne af den krakkede Bonusbanken, der nu er overtaget af tøjkoncernen, DK Company, der er årets vinder.

Aktierne er steget knap 137 pct. i årets løb og er senest handlet lillejuleaftensdag til 45 øre. Den samlede værdi af selskabet er beskedne 16 mio. kr.

Livet på børsen kan dog blive kortvarigt, da kun godt 1 pct. af aktierne i selskabet er i fri handel på fondsbørsen, skrive Børsen i november. Ifølge fondsbørsens regler skal mindst 25 pct. af aktierne være fordelt på andre end insidere og større aktionærer med mere end 10 pct. af aktierne.

Afhænger af verdenssituationen

DK Company kom på børsen gennem bagdøren, da selskabet overtog Holdingselskabet af 1958 fra det gamle børsnoterede Bonusbanken og dermed overtog børsnoteringen.

Fondsbørsen har sat en frist, der hedder februar, men selskabet mener, at det muligvis kan blive svært at holde på grund af uroen på aktiemarkederne for tiden.

"Vi har sat februar som målsætning for at gøre det her. I øjeblikket er det selvfølgelig afhængigt af hele verdenssituationen, men vi holder ved planen, men vurderer meget nøje, om timingen er rigtig i forhold til situationen på børsmarkedet, sagde administrerende direktør i DK Company til Børsen i oktober.

Resultatmæssigt kan selskabet dog dokumentere fremgang. Omsætningen i seneste kvartal - det femte - var 221 mio. kr. - 72 pct. højere end i samme periode året før. For de første fem kvartaler af regnskabsåret er omsætningen 680 mio. kr. og resultatet før skat 89 mio. kr.

For hele regnskabsåret, der er 18 måneder - seks kvartaler - ventes en omsætning på 810 - 830 mio. kr. og et resultat før skat på 80-90 mio. kr.

Berlin på skamlen

På anden- og tredjepladsen lander to selskaber, der ligeledes kan rubriceres som sidepapirer, der sjældent optræder på børssiderne i dagspressen, og koster under 1 kr. pr. aktie. Det er selskaberne, Berlin III og Berlin IV, der investerer i ejendomme i Tyskland. De er steget henholdsvis knap 107 pct. og 83 pct.

Fjerde, femte- og sjettepladsen indehaves af First North-selskaberne Mermaid Technology, Athena IT-Grouop og Fastpasscorp, der er steget mellem 54 og 64 pct. i år.

Man skal ned på syvendepladsen for at finde en aktie, der er af de større noteret på fondsbørsen. Brdr. A&O Johansen præf. er steget godt 47 pct. til 760 kr., der var kursen fredag før jul.

VVS- og elgrossisten Brdr. A&O Johansen meldte i tredje kvartalsregnskabet i slutningen af november om en så stærk udvikling i tredje kvartal af 2011 og en tilstrækkelig markant fremgang på både top- og bundlinje, at VVS- og elgrossisten nu tør sigte efter et større overskud for hele året end tidligere lovet.

"For den resterende del af 2011 forventer koncernen et marked på niveau med sidste år. Som følge af de realiserede resultater samt fortsatte gevinster fra gennemførte effektiviseringer forventes et resultat før skat på ca. 90 mio. kr., hvilket er en opjustering på 40 mio. kr., eller 80 pct., i forhold til tidligere udmelding, forklarede A&O dengang.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også