Danske Bank sender udlånsrenten op

Banken vil fra februar tage op til 0,5 procentpoint mere for at låne penge ud. Risikoafdækning for det dårlige økonomiske klima, lyder forklaringen.

Det bliver markant dyrere at være både privat- og erhvervskunde i Danske Bank fra februar. Da stiger renten på udlån med op til 0,5 procentpoint.

Det skriver banken i en meddelelse, der ligger skylden for stigningen på økonomien. Nationalbanken har ikke rørt på renten i denne omgang.

På Finansrådets årsmøde i går advarede ordførende direktør i Danske Bank Peter Straarup om, at banken fremover vil overveje at sende renten op, selv hvis Nationalbanken sænker den.

"Baggrunden for rentestigningen er høje finansierings- og kapitalomkostninger samt et forværret risikobillede i dansk og europæisk økonomi," skriver banken.

Det hårde økonomiske klima har ifølge banken gjort det markant farligere at låne ud til danskerne.

”Vi må desværre konstatere, at sundhedstilstanden i økonomien er blevet dårligere. Det er derfor nødvendigt at tilpasse renterne, så vi sikrer, at de modsvarer risikoen på vores udlån. Danske Bank er en af Europas bedst kapitaliserede banker. Den rigtige prissætning af vores produkter er grundlaget for at fastholde vores position som en stærk bank, der kan understøtte vores kunder,” skriver bankdirektør for bankens danske retaildel Tonny Thierry Andersen i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også