Straarup: Bankpakke gjorde stor skade

Danske banker blev berygtede og led stor skade på grund af Bankpakke III.

Bankpakke III var på indtil flere måde en katastrofe for de danske banker.

Sådan lyder bedømmelsen fra Finansrådets formand, Danske Bank-direktør Peter Straarup.

Han har netop brugt en stor del af sin tale på Finansrådets årsmøde på at tale for ens regler i hele Europa. En trend, som Bankpakke III stod for et markant brud på, da Danmark med daværende økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i spidsen kom langt, langt foran udviklingen.

"Bankpakke III gjorde os berømte, eller snarere berygtede, langt ud over de danske landegrænser. Bankpakken havde så store skadelige følgevirkninger, at selv sunde banker kunne risikere at blive usunde. Udlandets bekymring over, at Danmark var det eneste sted i Europa, hvor man lod simple kreditorer lide tab, gjorde det dyrere – eller i nogle tilfælde helt umuligt – for danske banker at funde sig," siger Peter Straarup og fortsætter:

Ingen garanti

"Samtidig er den solidariske hæftelse, hvor bankerne dækker kundernes indskud i en nødlidende bank, et dyrt bekendtskab. Når en usund bank går ned, belaster det alle de sunde banker."

Han roser samtidig Bankpakke IV - men gør opmærksom på, at selv om det lykkedes at sælge Max Bank på en weekend, så er det langt fra sikkert, at det vil lykkes med en anden bank.

"Der var i høj grad brug for Bankpakke IV. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at kvittere for den rettidig handlekraft, som partierne i forligskredsen bag bankpakkerne udviste," siger Straarup og uddyber:

"Bankpakke IV viste sit værd i forbindelse med afviklingen af Max Bank. Det lykkedes at finde en overtagende bank, og alt tyder også foreløbigt på, at de internationale markeder har taget positivt imod pakken. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at ikke to banklukninger er ens. Årsagen til at en bank kommer i vanskeligheder kan ikke sættes på formel. Der er derfor ikke garanti for, at den samme løsning virker på alle bankers udfordringer."

Straarup vil have bankmand i krise-kommission 

Straarup: Nye krav kan skade låneviljen 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også