Finanstilsynet godkender visse shortsalg

Forbud på short-salg af finansielle aktier gælder ikke C20-futures og derivater, lyder det fra Finanstilsynet.
AF RITZAU FINANS

Forbuddet mod at spekulere i kursfald i danske bankaktier omfatter ikke også afledte finansielle instrumenter baseret på OMXC20-indekset.

Det konstaterer Finanstilsynet efter at have rådført sig med Nasdaq OMX. Årsagen er, at det ifølge Nasdaq OMX' beregninger simpelthen ikke vil kunne betale sig for investorerne ad omveje at spekulere i lavere kurser på bankaktierne via futures og optioner baseret på C20-indekset.

Finanstilsynet indstiller derfor at forbuddet mod spekulation i kursfald i danske bankaktier, via såkaldte short-salg, fortolkes således, at finansielle
instrumenter, hvor danske bankaktier indgår med mindre end 25 pct. og hvor den enkelte bankaktie ikke indgår med mere end 15 pct., ikke omfattes af forbuddet.

Sydbank og Danske Bank vægter kun med tilsammen cirka 13 pct. i OMXC20-indekset. Short-salg betegner en manøvre, hvor investorerne kan tjene på kursfald ved at sælge lånte aktier. Går alt efter planen, kan investoren herefter købe aktierne op igen til en lavere kurs og levere aktierne tilbage til ejeren inklusive rente for perioden.

Ritzau Finans

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også