Rekorddyrt at låne

Bankerne har aldrig krævet mere for at låne til erhvervslivet end nu. Private forbrugere slipper stadig nogenlunde let.

I den tid, Nationalbanken har ført statistik, har forskellen mellem, hvad det koster at låne, og hvad man kan få i rente for sine egne penge, aldrig været større for virksomheder.

Det fremgår af tal opgjort af Nationalbanken, der samtidig påpeger, at de private forbrugere slipper lidt lettere.

"Rentemarginalen, som er forskellen mellem bankernes ind- og udlånsrente, er atter begyndt at stige for både private og erhverv. I oktober 2011 lå den på henholdsvis næsten 4,5 og 4 procentpoint. Set i historisk perspektiv er rentemarginalen over for erhverv nu på sit højeste niveau siden statistikkens begyndelse," skriver Nationalbanken og fortsætter:

Kassekreditter holder for

"Over for private er den stadigvæk relativt lav. Det skal dog ses i lyset af en betydelig stigning i privates sikkerhedsstillelse efter introduktionen af prioritetslån i 2003, der efterfølgende bidrog til at trække de gennemsnitlige udlånsrenter ned."

Ifølge Nationalbanken kan man henføre den voksende kløft til en indlånsrente, der ligger fast - og en udlånsrente, der stiger. Og så er det hovedsagligt kassekreditterne, der holder for.

"Udviklingen skyldes, at bankerne har hævet deres udlånsrenter, mens de stort set har holdt indlånsrenterne uændrede. Renten på udlån til private og erhverv er over de seneste 6 måneder steget med henholdsvis 0,5 og 0,4 procentpoint, mens indlånsrenten i samme periode kun er steget med henholdsvis 0,2 og 0,1 procentpoint," skriver banken og fortsætter:

"Stigningen i renten på udlån til private og erhverv kommer primært fra en stigning i renten på kassekreditter. Kassekreditter udgør næsten 30 pct. af bankernes samlede udlån til private og 56 pct. af deres udlån til erhverv."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også