Dansk rente officielt under eurorenten

Nationalbanken skriver historie med ny rentesænkning.
RITZAU FINANS

Den danske rente ligger nu under den tilsvarende rente i Euroland. Og det er historisk idet der traditionelt har været en præmie ved at ligge med danske kroner frem for euro eller i tidligere tider tyske D-mark.

"Det er første gang den danske udlånsrente er under refirenten. Det afspejles at der under finanskrisen har været en meget forskelligartet måde at tildele likviditet på i det finansielle system i Europa contra i Danmark," siger cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank.

For selv om den officielle rente nu er 1,20 pct. i Danmark og 1,25 pct. i Eurozonen, er der i markedssammenhæng stadig en højere rente ved at holde likviditeten i kroner frem for i euro.

"Det gør, at det giver mening at have en lavere udlånsrente i Danmark end refi-rente i Europa. For reelt set er der stadig en rentepræmie ved at have penge stående i danske kroner," forklarer Steen Bocian. Det skyldes renterne på pengemarkedet, der er forskellige fra de ledende renter.

Danmarks Nationalbank overraskede finansmarkedet med en rentereduktion på hele 0,35 pct.point. Selve nedsættelsen i sig selv var ventet, men størrelses af den overraskede.

"Nedsættelsen sker helt naturlig i kølvandet på, at ECB overraskede os med en rentenedsættelse tidligere i eftermiddag. Bernstein har dog givet den en tand ekstra, som konsekvens at den store valutareserve og den stærke danske krone," lyder det fra seniorøkonom Mikkel Høegh hos BRF Kredit.

Nationalbanken begrunder nedsættelsen - ud over ECB's reduktion - med at centralbanken har måtte intervenere i valutamarkedet med salg af danske kroner.

Og da valutabeholdningen i forvejen er på et historisk højt niveau - 489,9 mia. kr. - har Nationalbanken grebet muligheden for at justere pengepolitikken yderligere.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også