Super Mario indtager ECB

I Italien kender de ham som "Super Mario" - et kælenavn, han har fået for sin sikre styring af landets bankforretninger.
AF RITZAU FINANS

Tirsdag kommer Mario Draghi for alvor på prøve, når han overtager ledelsen i Den Europæiske Centralbank (ECB).

Den 64-årige Draghi afløser franskmanden Jean-Claude Trichet, som har været formand for ECB's bestyrelse i otte år.

Draghi har de seneste seks år været direktør i Italiens centralbank. Han kommer til på et tidspunkt, hvor Europa befinder sig i den dybeste økonomiske krise i mange årtier.

Et topmøde i sidste uge for stats- og regeringscheferne i de 17 euro-lande endte med en aftale om at rekapitalisere de europæiske banker, så de blandt andet kan modstå tab på den græske gældskrise.

De enedes om en kontrolleret statsbankerot i Grækenland, og samtidig skal euro-landene fra 2013 præsentere troværdige statsbudgetter.

Selv har den nye ECB-chef kaldt det en historisk mulighed for at skabe "en ny europæisk pagt", hvor landene afgiver suverænitet, når det gælder deres økonomiske politik.

Draghis Italien har ikke det bedste rygte lige nu. Italiens politiske system er kaotisk, og premierminister Silvio Berlusconis ekstravagante stil som leder skaber panderynker rundt om i Europa. Med den største gæld i Europa sidder Italien på en tidsindstillet bombe.

Men europæiske politikere og bankfolk frygter ikke, at Draghi er smittet af den italienske syge.

Draghi overtog ledelsen i Italiens centralbank i 2006 fra Antonio Fazio, som kom under anklage for med ulovlige midler at have forhindret udenlandske banker i at overtage Banco Antonveneta. Sagen kører fortsat ved de italienske domstole.

Draghi, der kom fra en post i den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, beskrives som en effektiv administrator, der har forsøgt at skærme de italienske banker mod de værste storme under den globale finanskrise.

Frankrig ønsker, at Draghi skal bruge ECB's monetære styrke offensivt til at bekæmpe krisen. Tyskland trækker i en anden retning og er formildet af, at han sætter inflationsbekæmpelse højt.

/ritzau finans/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også