Storbanker er glade for EU's redningspakke

Både Danske Bank og Nordea er positivt stemt over for EU-landenes nye initiativer til at løse Europas gældskrise. Men vigtige detaljer udestår.

Begge banker vurderer, at initiativerne peger i den rigtige retning. Men der er stadig flere detaljer, der skal falde på plads, og dermed er der ikke tale om en universalløsning.

- EU-topmødet var et skridt i den rigtige retning, men Europas ledere leverede ikke en færdigbagt løsning på gældskrisen. Dermed er der også udsigt til, at gældskrisen kan fortsætte med at sætte dagsordenen på de finansielle markeder.

Et stykke af vejen

Der blev dog taget nogle vigtige skridt, som viser, at viljen til at redde eurosamarbejdet fortsat er til stede, skriver seniorøkonom i Danske Bank Frank Øland Hansen i en morgenkommentar.

Hos Nordea har EU-ledernes kompromis tilsyneladende fået humøret til at stige en anelse mere.

- Det er vores vurdering, at de annoncerede tiltag når et langt stykke af vejen i forhold til at skabe ro på de finansielle markeder. Topmødekonklusionerne er stadig noget overordnede, og der er en masse detaljer, som skal lægges fast. Det kan nemt føre til nye politiske konflikter, som periodevis genopliver usikkerheden på de finansielle markeder, vurderer chefanalytiker Anders Matzen i en kommentar.

Kan det berolige verden?

Efter maratonforhandlinger er de 17 eurolandes stats- og regeringschefer blevet enige om at halvere Grækenlands gæld. Samtidig skal de europæiske bankers kernekapital styrkes til 9 pct. og endelige vil politikerne øge den europæiske redningsfond, EFSF's, styrke til 1000 mia. euro fra 440 mia. euro. En masse detaljer mangler dog at falde på plads.

- Den næste store begivenhed er G20-mødet i næste uge. EU's ledere har lovet resten af verden, at de har en plan klar inden da. Spørgsmålet er så, om resultaterne af EU-topmødet er godt nok til at berolige resten af verden, skriver Frank Øland Hansen i sin kommentar.

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også