Køber væltede Max Banks storkunde

Sparekassen Sjælland var med til at trække tæppet væk under en af Max Banks største kunder.
AF MORTEN JOHNSEN, morten.johnsen@jp.dk

Sparekassen Sjælland, der købte de sunde rester af den krakkede Max Bank, kan meget vel have været med til at skubbe den sjællandske bank det sidste stykke ud over kanten.

Sparekassen Sjælland gik således tidligere på året hårdt til den kriseramte ejendomsmatador John Jensen og hans selskab Euro Ejendomme med krav om en konkurs, alt imens en række andre banker, herunder primært den krakkede Fjordbank Mors og Max Bank, forsøgte at holde liv i den kriseramte koncern.

Fik stadig betaling

Ifølge de to nu forhenværende banker var der nemlig ingen idé i at erklære selskabet konkurs, da man stadig fik betaling på renter og afdrag til trods for, at bankernes pant i virksomhedens forgældede tyske ejendomme ikke havde tilnærmelsesvis samme værdi som for få år siden.

"Det virkede som om, Sparekassen Sjælland var fast besluttet på, at det skulle ende i en konkurs, selv om flere af de andre banker forsøgte at overbevise den om, at det ikke havde nogen værdi for nogen af kreditorerne," siger en kilde med indgående kendskab til processen.

John Jensen selv har tidligere bekræftet, at både Finansiel Stabilitet og Sparekassen Sjælland havde en langt mere kritisk holdning til at indgå en livgivende bankaftale i forhold til en række af hans øvrige kreditorer, men i dag ønsker John Jensen ikke at kommentere sagen.

Havde arbejdet på aftale

Gennem mere end et år havde Euro Ejendomme forsøgt at få en aftale på plads med sine mange kreditorer bl.a. med hjælp fra advokat Michael Ziegler fra Plesner, men bankerne bag med Max Bank og Sparekassen Sjælland i hver sin skyttegrav havde vidt forskellige syn på, hvordan man skulle håndtere det problemfyldte engagement.

Da Finansiel Stabilitet og Sparekassen Sjælland til slut valgte at begære den gældtyngede ejendomskoncern konkurs, havde Max Bank allerede taget sine forholdsregler ved at lade John Jensen overdrage ejendomme for op mod en halv milliard kroner til sine børn.

Direktør i Max Bank Henrik Borup Jeppesen ønsker ikke at kommentere sagen under henvisning til, at man af princip ikke ønsker at udtale sig om kundeforhold, mens det ikke har været muligt at få en kommentar fra Sparekassen Sjælland.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også