Danske i tung børsnedtur

Danske Bank førte an i den hjemlige nedtur på en dag berøvet for solglimt på børsen.
Foto: Jonas Pryner Andersen
Foto: Jonas Pryner Andersen
AF RITZAU FINANS

Frygt og uro havde tirsdag tag i de danske aktie- og obligationsmarkeder. Gældsproblemerne i Sydeuropa og frygten for recession var atter hovedtemaet, mens dagens vigtigste historier kom fra den europæiske banksektor. Deutsche Bank nedjusterede forventningerne, og der var snak om, at fransk-belgiske Dexia vil blive splittet op i en rød og en grøn bank.

"Dexia og Deutsche Bank er, som jeg ser det, det, der har fyldt mest i dag. Det er bankerne, der sammen med de cykliske aktier, får flest stryg," konstaterer handler i Jyske Bank Michael Lyngsø over for Ritzau Finans.

Det hjemlige C20-indeks slap lidt billigere sammenlignet med det tyske marked, men lukkede 2,2 pct. lavere i 342,02. Kun Coloplast og Novo Nordisk undveg kursklø, og blandt de øvrige 18 indeksmedlemmer blev der uddelt ganske store klø til enkelte.

Danske Bank faldt 7,9 pct. til kurs 73, og Vestas lukkede 6 pct. lavere i kurs 84,5. Desuden faldt Novozymes 5,6 pct. til kurs 755,5. Der var ifølge Michael Lyngsø ingen selskabsspecifikke nyheder bag faldene, der alene var foranlediget af den negative stemning om aktier.

Blandt de øvrige danske bankaktier faldt Sydbank med 3,2 pct. til kurs 94,40. Desuden lukkede Nordea, der ikke indgår i C20-indekset, 6,4 pct. lavere i kurs 42,75.

A.P. Møller - Mærsk nøjedes med et minus på 1,3 pct. til kurs 32.620. Endnu en stor japansk containerkonkurrent, K-Line, måtte tirsdag nedjustere forventningerne. Nedjusteringen kommer få dage efter en nedjustering fra det japanske rederi Mitsui. Trods faldet var Mærsk-aktien dog blandt de C20-aktier, der fik færrest skrammer.

De danske obligationsrenter nærmede sig tirsdag de laveste niveauer nogensinde af frygt for, at gældskrisen vil kræve ofre blandt de kommercielle banker.

"De belgiske og franske bankers problemer er blusset op igen i dag. Selv om der er tale om systemiske banker, der er for store til at falde, kan aktiekursen jo stadig gå stort set i nul," forklarer handler i Jyske Bank, Peter Bune Juhl, til Ritzau Finans.

Herhjemme sluttede renten på den toneangivende, 10-årige, danske statsobligation, 3-21'eren, 8 basispoint lavere end mandag i 1,91 pct. Det er blot 3 basispoint mere end det laveste slutniveau nogensinde den 22. september. Det er samtidig kun 9 basispoint fra bundniveauet den 23. september, da den 10-årige danske rente en overgang blev handlet i 1,82 pct.

Den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke talte tirsdag eftermiddag for en komité i Kongressen, og fastslog, at banken er klar til yderligere vækststimulerende tiltag om nødvendigt.

I Tyskland testede den 10-årige rente atter 1,70 pct.-niveauet, men blev på ny afvist. Renten lå ved dansk lukketid i 1,73 pct. - 9 basispoint lavere end mandag.

Ritzau Finans

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også