Brugte million på ure og strippere

Stifteren af en amerikansk kapitalfond er blevet fundet skyldig i svindel for 721 mio. kr. Pengene blev blandt andet brugt på en engelsk stripklub.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF STEFAN SINGH KAILAY, finanswatch@finanswatch.dk

Ross Mandell levede en privilegeret tilværelse. Han boede på luksushoteller, rejste med privatjet, gik med dyre, schweiziske ure. Han tog hele familien med i Walt Disney World og lod konen bruge enorme summer på at indrette deres huse.

Og så brugte han i løbet af fem år mere end 825.000 kr. på ”voksenunderholdning” – underholdning i form af besøg på stripklubben Stringfellows i London og såkaldte ”værtinder”.

Ud over det moralske problem i forhold til konen, så havde Ross Mandell et andet problem. Alle ovennævnte aktiviteter blev betalt med firmaets American Express-kreditkort.

Firmaet var Sky Capital, en kapitalfond han havde stiftet i 2001, og som han stadig var chef for, mens han brugte firmaets ressourcer til at dække sit enorme privatforbrug.

Grebet af grådighed

Men det stopper ikke der. I går blev 54-årige Ross Mandell sammen med sin medarbejder, mægleren Adam Harrington, nemlig kendt skyldig i at have svindlet en lang række investorer for i alt 721 mio. kr. Investorer, der havde skudt penge i forskellige projekter gennem kapitalfonden Sky Capital.

Anklagemyndigheden fremlagde ifølge Bloomberg bevismateriale, der viste et eksorbitant overforbrug finansieret af svindlen. Blandt andet brugte Ross Mandell over en femårig periode 7,5 mio. kr. udelukkende på luksushotellet The Dorchester i London.

Han stillede også en sur investor, der var juveler, tilfreds ved at købe to Patek Philippe-ure til i alt 258.000 kr. for firmapenge og kalde det et konsultationshonorar.

Svindlen blev fremlagt som et udtryk for grådighed. Udover den flittige brug af firmaets kreditkort udbetalte Ross Mandell således en løn på 37,6 mio. kr. til sig selv.

Den stripper-entusiastiske storsvindler har meddelt, at han vil appellere dommen i sagen, hvor strafudmålingen endnu venter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også